DEBAT: Ombygning med positiv effekt

Af Sussi Witthøfft, Frederiksværk

TRAFIK Dejligt at læse konsulentfirmaet Cowi’s konklusion på ombygning af Kregmerundkørslen, og at borgmester Steffen Jensen vil lægge tid og kræfter i at få ombygningen på finansloven. Jeg håber bare for de mange pendler, som hver dag spilder tid i bilkøerne derude, at det sker snart.

Jeg tror også, at en sådan ombygning vil give flere unge familier lyst til at bosætte sig i Halsnæs Kommune. Vi har brug for nye unge familier, vi har jo børnehaver og folkeskoler til dem. Vi har også et godt foreningsliv og en flot natur. Jeg tror også, at der i de kommende år vil være ældre, som ønsker at sælge deres huse og flytte til noget mindre. Kommunekassen har i højeste grad også brug for flere skatteindtægter.

Jeg arbejder ikke længere, men husker hvor irriterende det var, at skulle køre/rejse i så mange timer hver dag for at have et godt arbejde i København. Derfor ønsker jeg, at også Hillerødvejen inden for en overskuelig fremtid, bliver lavet om til en motortrafikvej. Jeg tror at en sådan ombygning vil have samme positive effekt for Halsnæs Kommune som en ombygning af Kregme rundkørslen. Jeg håber, at det kan ske samtidig med at det nye super Sygehus i Hillerød står klar. Så vil det være endnu mere attraktivt for det nye personale at flytte op til os.

Publiceret 12 November 2018 19:00

SENESTE TV