Hvem siger, at mobiltelefoner ikke hører til i kirken? Til højre ses Søborg Kirkes nye præst, Sarah Auken, og provst Finn Bruno Edvardsen. Foto: Jan F. Stephan

Hvem siger, at mobiltelefoner ikke hører til i kirken? Til højre ses Søborg Kirkes nye præst, Sarah Auken, og provst Finn Bruno Edvardsen. Foto: Jan F. Stephan

'Jeg er 100 pct. præst, selvom jeg kun er ansat 50 pct.'

Sarah Auken er ny præst i Søborg Kirke. Men hun får ikke en nem hverdagpræstestillingen er nemlig blevet beskåret

Af
Jeppe Helkov

AMBITIONER Søborg Kirke kom for to uger siden med en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed var, at byen har fået en ny præst. 42-årige Sarah Auken. Den dårlige nyhed er, at præstestillingen er blevet nednormeret til 50 procent.

Det betyder, at Sarah Auken kun kommer til at bruge halvdelen af sin tid på præstetjansen i Søborg. Resten af tiden fortsætter hun med at være mediekonsulent i Helsingør Stift.

Men selvom den konstruktion giver visse udfordringer, var Sarah Auken ikke i tvivl, da hun fik mulighed for at veksle det vikariat, som hun har haft i Søborg det seneste år, til en fast stilling.

"Søborg har forandret mig. Der skete det, at hver gang jeg kørte ind i Græsted, sænkede der sig bare en ro i min krop. Det gav en mig en helt speciel følelse at være i naturen heroppe — og at være en del af byen."

Søborg giver ro

"Jeg spurgte mig selv, hvad der egentlig var det vigtige i mit liv — og hvad jeg gerne vil give til min familie. Jeg blev nødt til at have noget mere af den ro og de følelser, det gav at være heroppe. Både at være i naturen, men også at være sammen med de mennesker der er heroppe. Der er vidde for øjnene, samtidig med at der er et sted at fæstne blikket. Det giver ro. På samme måde oplevede jeg med menneskerne i byen. Der var en stor velvillighed i forhold til samarbejde. Jeg er blevet mødt af så mange åbne døre en vilje til at ville Søborg. Jeg måtte have mere," siger Sarah Auken, der tidligere har været præst i Kokkedal Kirke. Her var hun i otte år, men hun følte stadig, at der var ting som præst, hun manglede at prøve af.

"Jeg har været præst i otte år i en meget travl bykirke, hvor der var aktiviteter hele tiden. Nogle gange var man nødt til at holde dørene lukket. Så jeg tænkte, at det ville være godt for mig også at kende til den rigtige virkelighed — og hvordan det er at være præst på landet."

Oser af kultur

"Søborg er noget helt for sig selv. Byen oser af kultur — og kulturarv. Vi har den gamle slotsruin, og kongen var på besøg til 700 års jubilæet. På den måde står vi midt i en kulturhistorie. Det er vigtigt for mig at fastholde den, selvom vi selvfølgelig også skal udvikle os."

Hvordan oplevede du, at Søborg skilte sig ud?

"Det gjorde jeg for eksempel, da jeg en dag stod ved slotsruinen og tænkte. Det skete ikke noget vildt, men roen og omgivelserne er fantastiske. Eller når jeg har fodret hestene med gulerødder. Eller da en sommerfugl til en høstgudstjeneste for 140 mennesker pludselig satte sig inde i kirken. Eller nede i søndagsklubben hvor frivillige samles og gør noget for byens børn. Så det er ikke én ting, der har overbevist mig. Det er hele pakken heroppe."

Kan noget specielt

I sit år i Søborg har Sarah Auken allerede gjort en forskel. Hun har blandt andet være med til at lave koncerter i kirkens rum, ligesom der i sommer blev arrangeret en sommerhøjskole med fokus på, hvad danskhed er. Og den slags arrangementer håber Sarah Auken, at der kun kommer flere af.

"I Søborg Kirke har vi har et rum, der kan noget helt specielt. Man kan nærmest mærke historiens vingesus i hvælvingerne, når man træder ind i kirken. Det er den største og smukkeste kirke i Nordsjælland. Det skal vi udnytte. Kirken har allerede dannet rammen for en masse arrangementer — og det håber jeg, vi kan blive ved med."

Cohen-koncert

"Vi har haft koncerter med musik fra Leonard Cohen, Johnny Cash og Bob Dylan. Det var en stormende succes. Der var 180 mennesker, der kom til Cohen-koncerten. Det er helt sikkert noget af det, vi vil arbejde videre med."

Men ud over kirkens egne arrangementer er det for Sarah Auken også vigtigt, at kirken spiller en central rolle i det lille bysamfund.

"Vi skal understøtte kulturen i byen ved at stille kirkens rum til rådighed. Så spørgsmålet er egentlig mest, hvad Søborg har lyst til. Hvis der er et ønske om, at vi holder godnathistorie-læsning — hvor vi spiser noget mad sammen inde, så kan vi gøre det. Vi prøver at række ud og holde kirkens døre åbne," siger hun.

Vier folk af samme køn

Hvad for en kirke drømmer du om, at Søborg Kirke bliver?

"Vi skal ikke være indremissionske, og vi er heller ikke tidehvervske. Jeg vil gerne vie folk af samme køn og fraskilte. Det skal være en kirke for alle. Både for børn og ældre — men også for kulturen. Søborg har brug for en præst, der bor i præstegården og er til stede i byen. Det vigtigste er, at jeg nu bor på præstegården i byen, så folk ved, at de kan komme ind og få en kop kaffe, hvis der er brug for det."

Men som tidligere beskrevet er alt ikke rosenrødt. Præstestillingen i Søborg er blevet beskåret, og det vil ifølge Sarah Auken få konsekvenser.

Det er et problem

"Vi har et problem med normeringen. At jeg kun er 50 pct. præst i Søborg. For hvornår stopper den tid? Man kan godt blive lidt forstyrret af at tænke, hvornår man er mediekonsulent — og hvornår man er præst. Det er svært at kombinere en mandag-til-fredag-arbejdsuge med en arbejdsuge, hvor man normalt har fri om mandagen, fordi man har prædiket om søndagen."

"Stiftet vurderer, at der ikke er brug for mere i Søborg lige nu. Det håber jeg, vi kan ændre. Med bryllupper, dåb, begravelser og konfirmationer er al tid stort set gået. Hvad så med resten? Men det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg holder op med at være præst. Jeg er 100 pct. præst, selvom jeg kun er ansat 50 pct."

Sarah Auken

    Alder: 42 år

    Gift med Sune Auken, dr.phil. og lektor i Dansk på Københavns Universitet

    Børn + bonusbørn: Eva på 2, Elisabeth på 4, David på 15 og Thomas på 18

    Tidligere job: Præst i Kokkedal Kirke i otte år

Publiceret 12 October 2018 10:00

SENESTE TV