Partileder Mette Frederiksen var en populær gæst i Børnehuset.

Partileder Mette Frederiksen var en populær gæst i Børnehuset.

Partileder i børnehøjde

En øjenåbner for Mette Frederiksen efter besøg i en af landets hårdest ramte kommuner

BØRN Formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, har netop besøgt Børnehuset Frederiksværk undervejs på en nordsjællandsk rundtur, og selv om solen skinnede, børnene var glade og børnehuset præsenterede sig fra sin pæneste side, skete besøget også i skyggen af mange alvorlige børnesager, som Halsnæs og andre kommuner rammes af i disse år.

Antallet af sager om udsatte børn er relativt set blandt landets højeste.

I forhold til de fysiske rammer lød Mette Frederiksen til at være meget imponeret over de lyse venlige lokaler, og ikke mindst den store legeplads, hvor børn stod klar med tegninger og blomster til dagens prominente gæst: "Hejjjj, Mette" - blomster blev overrakt, partilederen kiggede på buketten og sagde med et smil "Ja, jeg skal jo snart giftes," men hun gav sig også tid til at tale med ansatte om dagligdagen med pædagogisk indsats, inklusion, og naturligvis integration i børnehuset, hvor børn med anden etnisk herkomst har været klart i overtal i perioder.

Mange udsatte børn

Pædagog og BUPL-tillidsrepræsentant Gitte Nolte betonede vigtigheden af flere hænder i institutionerne: "Hvis vi ikke skal risikere at tabe flere børn på gulvet nu - eller senere i deres liv - er det vigtigt at normeringerne som minimum lever op til BUPLs anbefalinger, men her halter Halsnæs langt bagefter. Det giver en meget presset hverdag."

Mette Frederiksen: "At der verserer en sag for hvert niende barn er alarmerende og selvsagt meget alvorligt. Man kan ikke forebygge sig ud af alt, men vi kan være med til at sikre bedre normeringer, så der er mere tid og plads til børnene. Og gribe hurtigere ind, hvis der er problemer. Som jeg netop har hørt, er der rigtig mange børn, der har brug for nogle flere gode voksne omkring sig," sagde partilederen og gentog flere af sine partifællers holdning om urimelig fordeling af ressourcerne til kommunerne.

Mette Frederiksen i samtale med Børnehusets leder Lene Hellborn og en medarbejder om nogle af dagligdagens glæder og udfordringer.

Mette Frederiksen i samtale med Børnehusets leder Lene Hellborn og en medarbejder om nogle af dagligdagens glæder og udfordringer.

Mette Frederiksen har for nyligt lanceret udspillet "Altid på børnenes side" og at hun gerne vil være Børnenes Statsminister, men om der nu er flere penge på vej til Halsnæs' børn, kom der intet klart svar på den dag i Børnehuset Frederiksværk. /an

Publiceret 11 October 2018 15:13

SENESTE TV