Det blev et langvarigt forløb med flere operationer for Ulla Hansen, Hundested

Det blev et langvarigt forløb med flere operationer for Ulla Hansen, Hundested

Ramt af kræft: Det positive livssyn tæller

For syv år siden blev verden vendt på hovedet for den nu 71-årige Ulla Hansen

Af
Anders

"Hvis vinduet på sygehuset havde stået åbent - ja, så var jeg nok hoppet ud."

Ulla Hansen ser tilbage på den dag i 2011, da hun fik den barske besked om cancer i det højre bryst.

Det var ikke lige den melding hun havde brug for efter et langt forløb med lidelsen skoliose, der havde givet hende skæv ryg, smerter i knogler og led stort set siden barndommen.

"I første omgang lød det som en dødsdom, og jeg gik helt i sort. Jeg havde godt lagt mærke til en underlig fornemmelse i brystet, en slags svag murren, så det kom som et chok at der blev konstateret kræft, og at det tilmed havde bredt sig til lymferne," sigerhun og fortæller videre om forløbet med operationer, hvor brystet og lymfekar blev fjernet, behandlinger med stråler og hormoner.

"En frygtelig tid, men det der holdt mig oppe var især personalet på Herlev sygehus. Hold op, hvor var de søde og super kompetente. Det er fantastisk at have dejlige mennesker omkring sig, når man gennemlever sådan et forløb."

Ulla Hansen klarede sig gennem flere måneders behandlinger og husker navnlig hormonbehandlingens effekt med nogle heftige hedeture, men det gik også op for hende, at det ville være svært at leve med kun et bryst.

"Der manglede virkelig en vigtig del af mig, en stor del af min kvindelighed var mistet. Det gik for alvor op for mig på en badeferie, hvor jeg følte stort ubehag, selv om jeg kunne bruge en protese. En væsentlig del af min kvindelighed var gået tabt," fortæller Ulla, som indstillede sig på endnu en operation: Et nyt højre bryst, og det skulle vise sig at være et større indgreb.

"Det varede ni-ti timer og var ret kompliceret på grund af skævhederne i ryggen, men det var det hele værd, og jeg er super tilfreds med at denne væsentlige del af mig blev genskabt."

Som andre brystkræftpatienter bliver Ulla kontrolleret med jævne mellemrum, og bortset fra de mange skavanker som følge af skoliosen, opfatter hun sig som ganske frisk, er aktiv med gymnastik og cykling, men det mentale spiller også ind: "Et positivt livssyn betyder rigtig, rigtig meget. Man er virkelig nødt til at tro på det!"

Publiceret 06 October 2018 09:00

SENESTE TV