Annette Sørensen: ”Sommerhusejere har et højt dagligt forbrug, men vi bliver også nødt til hele tiden at hæve kvaliteten for madstederne og butikkerne, hvis vi vil fortsætte den positive udvikling.

Annette Sørensen: ”Sommerhusejere har et højt dagligt forbrug, men vi bliver også nødt til hele tiden at hæve kvaliteten for madstederne og butikkerne, hvis vi vil fortsætte den positive udvikling."

Nordsjælland: Turister står for godt 40 procent af detailforbruget

Turister har stor betydning for den lokale detailhandel - de fylder køleskabet op med mad og drikke fra den nærmeste købmand eller spiser på et af de lokale spisesteder

TURISME Nordsjælland byder på flotte strande og attraktioner, som hvert år tiltrækker mange turister, der camperer, bor i feriehuse eller på hotel.

I 2017 var antallet af overnatninger over 1,4 millioner i de fem nordsjællandske kommuner: Helsingør, Gribskov, Fredensborg, Halsnæs og Hillerød.

Og særligt detailbutikkerne lukrerer på turisterne. Ifølge de nyeste tal fra VisitDenmark står turisterne for 41% af det samlede forbrug inden for detailhandlen. Derfor har turister en stor betydning for hele detailsektoren i området, fortæller Annette Sørensen, direktør hos VisitNordsjælland.

”Størstedelen af turisternes forbrug er indenfor føde- og drikkevarer samt tobak. Størstedelen af detailhandlen i Nordsjælland sikrer en stor del af sin omsætning på baggrund af feriehuslejere, -ejerne og endagsturisterne,” siger hun.

En undersøgelse fra Dansk Kyst og Natur Turisme konkluderer, at det gennemsnitlige døgnforbrug hos feriehusejere i Nordsjælland er på 711 kroner pr husstand. Heraf bruger hver husstand i gennemsnit 439 kroner om dagen på dagligvarer, 111 kroner på shopping og 110 kroner på restauranter og caféer.

”Sommerhusejere har et højt dagligt forbrug, men vi bliver også nødt til hele tiden at hæve kvaliteten for madstederne og butikkerne, hvis vi vil fortsætte den positive udvikling. Forudsætningerne for, at vi kan få endnu flere penge i omløb, er nemlig til stede, for turisterne har i dag et større økonomisk råderum end tidligere,” fortæller Annette Sørensen.

Danske turister udgør stadig majoriteten af turisterne i Nordsjælland. 70% af alle turister i Nordsjællandsfem største turistbyer er således danske. Tyskere udgør det største udenlandske marked, efterfulgt af svenskere, nordmænd og hollændere.

Endagsturister skal trækkes til shopping

Der er oplevelser for enhver smag i Nordsjælland. Ønsker man badestrande, hvor man i løbet af dagen kan slukke sin sult og tørst på hyggelige restauranter og caféer, er Gilleleje, Tisvildeleje og Hornbæk gode bud. Vil man opleve et autentisk havnemiljø, er et besøg i Hundested oplagt. Er man på udkig efter kulturelle seværdigheder, kan man enten besøge Louisiana i Humlebæk eller tage på slotstur i Helsingør, Hillerød og Fredensborg. De forskellige tilbud tiltrækker særligt endagsturister, som byerne nyder godt af.

”Vi får ofte glæde af de turister, der lander i Kastrup, som gerne vil have en større oplevelse end bare at være i København. Særligt Helsingør er velbesøgt af endagsturisterne, der kommer fra København eller Helsingborg. De turister, der selv tager toget fra København, skal vi tiltrække, for de bestemmer selv over deres tid i byen i modsætning til de turister, der har købt turen på forhånd gennem et bureau. Endagsturisterne udgør 30% af den samlede turismeomsætning. Krydstogtturister er også vigtigt for os,” forklarer Annette Sørensen og fortæller, at særligt svenskere, der ankommer fra Helsingborg, er flittige forbrugere af regionens shopping- og spisemuligheder.

”Men vi skal blive endnu bedre til at vise turisterne, hvor fx shopping-mulighederne er. Vi skal i større grad vise dem rundt i byerne,” siger Annette Sørensen.

Beliggenhed afgørende for omsætning

Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i Nordsjælland kan man tydeligt mærke, at efterspørgslen efter restaurant- og cafélokaler er stigende i kølvandet på turismen. Den store efterspørgsel er dog også lig med store krav fra lejernes side, for lokalernes placering er altafgørende for at kunne få del i de 41% af det samlede forbrug i detailhandlen, som turisterne står for.

”De er meget kræsne, for beliggenheden er meget afgørende. Lokalet skal fx ligge ud til en velbesøgt gade, og det er langt fra alle lokaler, der gør det,” fortæller Jacob Lunding, partner og salgs- og udlejningschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i Nordsjælland.

Selvom byerne er særdeles velbesøgt i sommermånederne, er butikkerne stadig under stort pres. Lejeniveauerne er tæt på faldende, så derfor kan det give mening at konvertere sin butik.

”Vi kan rådgive ejere om mulighederne for at konvertere sin butik til fx en café eller restaurant, og hvad det kan have af økonomisk betydning. Det kræver en investering, men man fremtidssikrer også sin lejeindtægt. Vi kan være med til at sikre, at man ikke bruger alt for mange penge på at ombygge, og at det er en solid lejeindtægt, man får ind på sigt. Ligger butikken allerede på en god placering, kan det helt klart give mening,” påpeger Jacob Lunding.

Publiceret 24 September 2018 14:34

SENESTE TV