Gåtur for en bedre verden

Røde Kors samler ind til både hjemløse i Danmark og krigsramte familier i Syrien

INDSAMLING Søndag 7. oktober har Røde Kors landsindsamling, og borgere i Halsnæs kan med en gåtur denne dag være med til at ændre verden en smule.

I dag bliver mange hjemløse udskrevet fra hospitalet direkte til gaden. Nogle af de indsamlede midler vil gå til, at sygdomsramte hjemløse kan få en varm seng at sove i, når de udskrives, så de kan samle kræfter til at komme ovenpå igen, oplyser formand og indsamlingsleder i Halsnæs, John Nicolaisen.

En del af pengene fra indsamlingen vil gå til de mange familier i Syrien, der på syvende år lever med krigens rædsler. Det er svært at få maden til at slå til, og flere steder må mødre koge suppe på græs for at mætte deres børn.

”33 indsamlere har allerede meldt sig i Halsnæs. Der er 104 ruter, så vi mangler 71 indsamlere til at dække hele kommunen," fortæller John Nicolaisen.

Der er tre lokale mødesteder: Røde Kors Butikken i Frederiksværk, Gubben i Hundested og Rytterskolen i Ølsted.

Mødetid er kl. 10.30-11, og en rute er beregnet til at vare 2 ½ - 3 timer.

Tilmelding med navn og telefonnummer, samt oplysning om det mødested du foretrækker, til: jonic@rodekors.dk eller: www.rodekors.dk/indsamler eller telefon: 7010 0000.

kil@lokalavisen.dk

Publiceret 23 September 2018 00:00

SENESTE TV