Kendt forfatter besøger Bogsalonen

BØGER Forfatteren Morten Pape besøger Bogsalonen i Frederiksværk tirsdag den 2. oktober kl. 19, og dermed er der chance for at møde manden bag bestselleren Guds bedste børn.

Morten Pape boede i de første 20 år af sit liv i et af Københavns mest berygtede områder, Urbanplanen på Amager. Han debuterede i 2015 med erindringsromanen ”Planen”, som vandt Bogforums debutantpris.

Forfatterens nye, anmelderroste roman er også en skildring af unge på kanten af samfundet – svigtet af omverdenen, fortabt i systemet, overladt til deres egen vrede. Det er en almengyldig fortælling om venskab, skyld, skam, forsoning – og racisme i Danmark. En tragedie om alt for unge mennesker, der kun kender gadens og voldens sprog, men gerne vil lære et andet. Ligesom ”Planen” er også ”Guds bedste børn” baseret på virkelige hændelser.

I Bogsalonen vil Morten Pape fortælle om arbejdet med romanens tilblivelse, fra research til inspiration og tanker omkring romanens indhold, og lader således tilhørerne komme med ind i sit forfatterunivers.

Der er et begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig – i Bogsalonen eller ved at sende en mail til post@bogsalonen.net (entré).

Publiceret 22 September 2018 10:00

SENESTE TV