Ølbrygning for seniorer

Aktivitetshuset Paraplyen i Frederiksværk opretter bryggerlaug

Af
Kim Larsen

HØJT SKUM Jan Klarskov må være en af landet absolut mest erfarne håndbryggere. Han lavede sit første hjemmebryggede øl i 1970, og han er aldrig blevet træt af at brygge - og smage på øl i godt selskab.

For godt 10 år siden var han med til at stifte den lokale afdeling af Danske Ølentusiaster i Halsnæs, hvor han var formand de første år.

Nu skal han være læremester for et nyoprettet bryggerlaug for seniorer, Paraplyens bryggerlaug.

Det er Victor Vilfort, der har fået ideen til bryggerlauget, og det er Victor, der har kapret Jan til opgaven. Victor er, foruden at være næstformand for de lokale ølentusiaster, også entusiastisk frivillig i Aktivitetshuset Paraplyen.

Humle er en vigtig ingrediens i øl.

Humle er en vigtig ingrediens i øl.

Mie Madsen, som er leder af Paraplyen, syntes straks om ideen - for selvom aktivitetshuset sprudler af aktiviteter, så har mange af tilbudene størst tiltrækningkraft på kvinder.

"Måske dette hold kan lokke flere mænd til at blive mere aktive," lyder det håbefuldt.

Øl-premiere

Der er premiere på det nye bryggerlaug en fredag eftermiddag, hvor en lille skare er mødt frem og har bænket sig ved det humlepyntede bord for at høre nærmere, inden de eventuelt melder sig.

Brygmesteren har sat 'gryden' over til en portion øl. Den første ingrediens han kommer i vandet er 6,4 kg malt, som er blevet kværnet på forhånd samme formiddag.

Det tager en del uger at lave øl, så bryggeren har 'snydt' lidt og taget en smagsprøve med. Det er en tysk øltype, Kölch, der tappes i de små prøveglas - en øl, der i øvrigt er blevet brygget på Torvet i Frederiksværk ved årets Grundlovsfest.

Der smages på en øl, som Jan Klarskov bryggede ved årets grundlovsarrangement i Frederiksværk.

Der smages på en øl, som Jan Klarskov bryggede ved årets grundlovsarrangement i Frederiksværk.

Der snuses og smages...

"Bitterheden smages bagerst på tungen, så øllet skal synkes. Det skal helt ned over kanten, hvis vi skal smage øllet rigtigt, så vi er desværre nødt til at drikke det."

Den oplysning ser dog ikke ud til at chokere nogen af deltagerne.

Der er skam masser af læring i sådan en gang ølbrygning, og brygmesteren fortæller gerne om byg, der bliver til malt, som indeholder enzymer, som ved opvarmning medvirker til at omdanne stivelse til maltose (sukker), som gærceller kan leve af og danne alkohol og kulsyre - og dermed øl. Og så der selvfølgelig humlen, som også er en vigtig ingrediens, og som er en helt videnskab i sig selv.

Men det gode ved ølbrygning er, at man behøver slet ikke at forstå alle de biokemiske reaktioner for at kunne lave god øl.

To bryggerhold

Der vil blive oprettet to bryggerhold på max. 10 personer. Hvert bryggerhold mødes hver 14. dag i alt tre gange (3 x 2 timer), så er øllet færdigt og klar til at komme på flaske og tage med hjem.

Det første bryggerhold starter fredag 5. oktober, mens det andet hold starter fredag 12. oktober - begge kl. 13-15.

Tilmelding (efter først-til-mølle-princippet) i Paraplyens reception fra mandag 1. oktober.

Publiceret 20 September 2018 09:58

SENESTE TV