"Vi kan ikke løbe stærkere"

80 par tomme sko og et par hundrede demonstranter var mødt frem ved rådhuset forud for 1. behandling af budgettet

BUDGETFORSLAG Der er lagt op til besparelser på 56,3 mio. kroner, og 60-80 ansatte i kommunen står til at miste deres arbejde, hvis borgmester Steffen Jensens budgetforslag vedtages.

Det har skabt stor utryghed blandt både ansatte og mange borgere. Torsdag eftermiddag havde de faglige organisationer i Velfærdsalliancen kaldt til demonstration mod 'massefyringer' foran Halsnæs Rådhus forud for 1. behandlingen af budgettet.

"Født i forkert kommune?"

Et par hundrede demonstranter var mødt frem, og på rådhusets trappe var 80 par sko linet op:

"Hver eneste par sko symboliserer en medarbejder - en mor, en far, moster, faster, en ven - som om lidt kan blive et nummer i køen af arbejdsløse," sagde Hanne Byskov, BUPL, fællestillidsrepræsentant for kommunens pædagoger.

Hun kaldte udligningsreformen "den store synder" og gjorde dermed politikerne på Christiansborg hovedansvarlig for den økonomiske situation, som Halsnæs Kommune står i.

Henvendt til de lokale politikere sagde hun:

"Vi kan ikke løbe stærkere. Der skal pilles varer ned af hylderne, og politikerne skal tage ansvaret for de forringelser, der vil ske."

"Vi forventer at kommunens ledelse, både politisk og på chefniveau, tager ansvar og sætter en retning, der kan føre os ud af den økonomiske misære vi er i. Vi ønsker os en arbejdsplads, hvor budgetterne ikke skal genåbnes, hvor der er tryghed i ansættelsen," sagde Hanne Byskov blandt andet inden hun overlod ordet til borgmesteren.

80 par sko symboliserede, at op imod 80 kommunale medarbejdere kan miste deres job, hvis borgmester Steffen Jensens budgetforslag gennemføres.

80 par sko symboliserede, at op imod 80 kommunale medarbejdere kan miste deres job, hvis borgmester Steffen Jensens budgetforslag gennemføres.

"Jeg deler jeres frustrationer, jeg forstår jer godt. Men vi kan ikke lade være med at spare de mange penge. Det er ikke et valg byrådet har, så kommer vi under administration. Vi må tage ansvaret og sige ærligt, at der er ting, der ikke skal laves - der bliver serviceforringelser," sagde Steffen Jensen blandt andet til de fremmødte demonstranter.

Publiceret 14 September 2018 10:43

SENESTE TV