Pædagog-TR: "Tidlig indsats svigtes"

De 6 mio. kroner, der skulle tilføres kommunes dagtilbud for at hæve kvaliteten, er næsten væk

Af
Kim Larsen

BUDGETFORSLAG Det er kun tre måneder siden, at Udvalget for Skole, Uddannelse og Dagtilbud anbefalede at tilføre kommunens dagtilbud 6 mio. kroner årligt. Det beløb er nu, i borgmesterens budgetforslag, sat ned til 1,5 mio. kroner

Samtidig skæres 750.000 kroner i ledelse, og der spares 230.000 kroner ved at rykke børn fra vuggestue til børnehave to måneder tidligere.

Netto vil dagtilbudsområdet altså få tilført 520.000 kroner i stedet for 6 mio. kroner.

"Halsnæs Kommune har de dårligste normeringer i Nordsjælland. Vi havde efter den store dialogproces set meget frem til at få taget hul på en genopretning. Nu ryster folk opgivende på hovedet," beretter Hanne Byskov, fælles-TR for kommunens pædagoger. Hun fortsætter:

"Det er meget uambitiøst, at man fra politisk side ikke har større tro på, at en tidlig indsats for børn virker. Som det er i dag, når pædagogerne ikke det, de skal - der er alt for mange arbejdsopgaver, for mange børn i forhold til personale. Dårlige normeringer producerer udsatte børn."

"At rykke vuggestuebørn tidligere i børnehave er ikke nogen pædagogisk overvejelse, det er en ren spareøvelse. Det betyder mindre personale til det samme antal børn. En klar forringelse, som giver pædagogerne dårligere arbejdsforhold, og børnene mindre kontakt med uddannede voksne," siger Hanne Byskov.

Mindre hjælp til stressramte

"Jeg er også meget bekymret over, at man vil nedlægge Aktiv Omsorg og kun bevare muligheden for krisehjælp. Det pædagogiske personale er blandt dem, som bruger tilbudet mest. Jeg frygter, at flere vil gå ned med stress og ende med at blive fyret, når vi ikke længere har mulighed for at få hjælp af f.eks. en stresscoach."

At også den kommunale julegave ser ud til at blive sparet væk er ikke det, der står øverst på bekymringslisten:

"Folk vil hellere have kollegaer frem for julegaver," fastslår Hanne Byskov og tilføjer så:

"Men det er klart, at jo flere af sådanne forslag der gennemføres, jo sværere bliver det at rekruttere medarbejdere. Det er allerede svært nok i forvejen."

Publiceret 12 September 2018 13:36

SENESTE TV