Snart 100 aktioner til søs

Rekordår for de frivillige redningsfolk

SØREDNING Der er optræk til et rekordår for de frivillige redningsfolk i DSRS Lynæs, der nærmer sig de 100 aktioner til søs, siden sejlsæsonens start i foråret.

"Vi har aldrig før haft så mange opgaver i løbet af en sæson, og vi er nok den DSRS-station med flest aktioner lige nu," konstaterer stationsleder Bo Vinten, Dansk Søredningsselskab (DSRS) i Lynæs Havn.

Aktuelt har de frivillige været på vandet 95 gange siden april, og de seneste måneder har der været tale om aktioner næsten dagligt.

Stationens redningsbåd fik nye motorer sidste år, og de har virkelig været på arbejde med bl.a. bugsering af små og større lystbåde - blandt de seneste aktioner var hjælp til en 48 tons tung lystkutter med motorstop.

"Det skete tirsdag i Isefjorden, og vi havde en del tanker omkring denne tunge opgave, men vi besluttede at begynde bugseringen mod Lynæs med hjælp fra en af Jægerprislejrens både. Undervejs blev vi så kontaktet af redningstjenesten JRCC, før kendt som SOK, om en kæntret sejlbåd ved Holbæk. Så måtte vi lade kutteren ligge for anker, mens vi speedede motorerne op og sejlede mod Holbæk, hvor besætning fra den kæntrede båd var faldet over bord. Efter nogle minutter fik vi melding om at alle var i god behold, vi kunne vende om og fortsætte vores aktion med kutteren, der blev bugseret til Lynæs," fortæller stationslederen om nogle af ugens redningsopgaver.

Udpluk af logbogen:

Motorbåd med defekt gearkabel, bugseret til Frederiksværk, straks efter kaldt til endnu en bugsering i Isefjorden.

Sejlbåd på grund ud for Lynæs.

Kutter på grund ud for Lynæs. DSRS får oplyst at båden vejer 38 ton og står på 1 meter vand.

"Vi tænkte alle, at det bliver en umulig opgave, men ved fælles hjælp hiver vi ham fri af grunden. Ejer var glad, gav en donation og ville melde sig ind," fortæller DSRS Lynæs i logbogen og minder om, at det ikke er obligatorisk at være medlem for at få hjælp, men man opfordrer gerne bådejere til at blive medlem i DSRS.

Søsikre råd

Sørg for at udstyret er tjekket inden sejlads, tjek vejrudsigten, tag ekstra brændstof med, sørg for strøm på mobilen og opdaterede søkort m.m.

Bo Vinten: "Nogle bruger downloadede kort på smartphone, men de er ofte unøjagtige, og lad os slå fast, at den lille GPS fra bilen ikke du'r til sejlads. Den fortæller noget om positionen og at alt det blå er vand, men den fortæller intet om f.eks. vanddybde eller sejlruter. Det var bare et grelt eksempel fra sommerens begivenheder, hvor vi har mødt en del uerfarne sejlere."

Kun en tåbe frygter ikke havet. /an

Publiceret 09 August 2018 10:27

SENESTE TV