400.000 kroner i trafikpulje

Behov for nye lokale trafikprojekter, mener fond

TRAFIKSIKKERT Nej, det er ikke myndighederne, men derimod en forsikringsfond, der nu åbner for ansøgninger til at gennemføre borgernes trafiksikre ideer i blandt andet Halsnæs.

GF Forsikrings fond har en ny pulje på i alt 400.000 kroner til konkrete initiativer, der kan forbedre trafiksikkerheden og anvise nye veje til løsninger.

"Der er behov for, at borgerne bidrager aktivt til trafiksikkerheden, der i høj grad handler om adfærden hos den enkelte trafikant. Det er ikke en opgave, vi skal nøjes med at overlade til myndighederne. Hos GF vil vi gerne medvirke til at gøre trafiksikkerhed til en folkesag, siger Kim Friland, som er formand for GF Nordsjælland/Storkøbenhavn.

Med GF Trafikpris skal projekter hjælpes på vej, hvor borgerne tager et medansvar.

"Derfor opfordrer vi engagerede foreninger, kommuner eller virksomheder til at sende deres projektforslag til os. Lokale ideer med stort potentiale," fortsætter han.

Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, som har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.

"Det er især cyklister og fodgængere, der har haft en negativ udvikling i uheldsstatistikkerne. Det gælder ikke mindst de ældre fodgængere og cyklister, så forslag til hvordan man lokalt kan forbedre trafiksikkerheden for de såkaldt bløde trafikanter er i fokus. Men også løsningsforslag til andre lokale trafiksikkerhedsproblemer er velkomne, forklarer Jesper Sølund.

For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sit projekt.

Ansøgningsfristen er 21. oktober 2018.

Kilde: pressemedd.

Publiceret 07 August 2018 11:20

SENESTE TV