Fire forrygende dage på havnen

Hundested Havnefest blev en gedigen succes i strålende solskinsvejr

Af
Thomas Quvang

Havnefest Den årlige og traditionsrige Hundested Havnefest blev afviklet i den forgangne weekend.

Det blev fire forrygende dage, begunstiget med det skønneste sommervejr, masser af mennesker på havnen og masser af underholdning for alle aldersgrupper.

Sliskeræs til topkarakter

Specielt lørdagens absolutte højdepunkt - det årlige sliskeræs - trak rigtig mange mennesker til kajen for at få et billigt grin, når de modige deltagere kæmpede sig vej ud mod ringeklokken i havnebassinet i deres fantasifulde og opfindsomme fartøjer. Der var virkelig gjort noget ud af forberedelserne, det var til topkarakter.

Otte forskellige fartøjer tog turen ud over rampen og blev målt på tid og kunstnerisk performance. De mange tilskuere ved kajen brugte mobiltelefonerne til at stemme på netop deres favoritter.

Tørfisk - en sikker 'sællert'

Det var fire særdeles velbesøgte dage og med fin feststemning, tivoli, pariserhjul, radiobiler og flere sikre 'sællerter'.

Således bragede de gode gamle kendinge, Tørfisk, en ny forrygende koncert af på den store scene ved Hawaii-bar, fredag aften. Traditionen tro samlede Tørfisk fulde huse.

Og som alle de tidligere år, var der ualmindeligt travlt i teltet, hvor der blev tilberedt og serveret fiskefilletter. Efterspørgslen på Hundesteds 'national-spise' var helt ekstraordinær denne gang, hvor køkkenpersonalet kæmpede en brav kamp for at mætte de mange sultne gæster.

Udover de nævnte aktiviteter bød havnefesten ligeledes på et kig på vikingeskibet 'Havhingsten' der lagde vandvejen forbi lørdag og dagen efter efter drog videre på togt. Ligeledes bød festen på den legendariske travaljeroning søndag eftermiddag.

Alt i alt fire festlige og forrygende dage på havnen i Hundested - en havnefest hvor det hele bare gik op i en højere enhed.

Publiceret 10 July 2018 12:34

SENESTE TV