Vil du give en hjælpende hånd?

Ældre Sagen Hundested søger hjælpsomme borgere, der vil være med i netværket 'Den Hjælpende Hånd'

Af
Kim Larsen

ÆLDREHJÆLP "Den Hjælpende Hånd" er et tilbud til hjemmeboende ældre i Hundested, der har brug for praktisk hjælp til at løse en konkret opgave - med andre ord, en hjælpende hånd.

Men før de ældre for alvor kan gøre brug af Den Hjælpende Hånd, skal der laves et netværk af hjælpsomme borgere. Det er Ældre Sagen i Hundested nu gået i gang med at etablere:

"Vi har i flere år haft et tilbud om it-hjælp. Hvis man f.eks. har fået ny printer, og ikke kan få den til at virke, så kan man ringe og få en til at kigge på det. Vi er seks it-hjælpere," fortæller Leif Johannesen og fortsætter:

"Det er sådan set den form for 'nabohjælp', vi nu vil brede ud på andre områder."

Hans Sørensen supplerer:

"Det kan være hjælp til at få hængt et billede op, skifte en pære, eller måske sy en knap i. Det kan også være hjælp til at læse og forstå et brev fra kommunen. Den Hjælpende Hånd kan bruges, der hvor kommunens hjælp slutter, og vi ikke tager noget fra de professionelle håndværkere. Vi yder f.eks. ikke rengøringshjælp og haveservice."

"Det er ofte sådan i et ægteskab, at den ene tager sig af nogle opgaver, og den anden af nogle andre. Når så den ene falder bort, er der nogle ting, der kan være svære at få gjort. Og børnene er måske flyttet til Jylland eller New York," forklarer Hans Sørensen.

Håber på 10 hjælpere

"Men nu skal vi først have fat i nogle folk, der vil hjælpe. Både mænd og kvinder. Det kan være gamle håndværkere eller gør-det-selv folk, eller nogen som kan hjælpe med at udfylde blanketter eller lufte hund for en, der er blevet syg," forklarer Leif Johannesen og fortsætter:

"Vi håber på f.eks. 10 hjælpere, som vi kan ringe til."

"Der er tale om kortvarige opgaver, så det er ikke så forpligtende som at være fast besøgsven, hvor man er på besøg en gang om ugen, og der udvikler sig personlige relationer," påpeger Leif Johannesen.

FAKTA

    Vil du melde dig som hjælper, eller høre mere, så kontakt Hans Sørensen på tlf: 2145 7060 eller mail:hashans@kabelmail.dk

    Har du brug for Den Hjælpende Hånd, så kan du ringe mandag og torsdag kl. 10-12 på tlf: 6126 5113

    Men behøver ikke være medlem af Ældre Sagen for at gøre brug af Den Hjælpende Hånd

Publiceret 04 July 2018 13:59

SENESTE TV