Rektor Johnny Simonsen til årets studenter:

Rektor Johnny Simonsen til årets studenter: "Lyt ikke til dem der fortæller jer, hvad I skal være… forfølg jeres egne drømme og ambitioner…." Arkivfoto.

Rektors tale til de nye studenter

I dag fredag er eksamensbeviserne blevet overrakt til de 135 nye studenter fra Frederiksværk HF og Gymnasium

TRANSLOKATION Endelig! Fredag kl. 10 kunne årets translokation begynde på Frederiksværk HF og Gymnasium. Traditionen tro blev årets studenter sendt af sted fra med eksamensbeviser i hånden og nogle vise ord fra rektor Johnny Simonsen.

Årets tale:

Kære studenter.

Så er dagen endelig oprundet.

Den store dag som temmelig sikkert har været genstand for de hedeste drømme og ønsker og har været selve målstregen for de sidste 2 - 3 års hårde arbejde og stræben. I dag er I endelig alle sammen studenter…

Som sædvanligt har det ikke skortet på jammeren over nutidens unge fra politisk side. Cirka fra midten af maj skal vi fra alle politiske retninger høre tirader om jeres drukkenskab, eksamensfusk, dovenskab og hvor mange af jer der reelt ikke hører til i lige præcist denne uddannelse.

Jeg ved ikke hvor meget det fylder i jeres hverdag, for I har som årgang også haft en fantastisk og til tider irriterende evne, til at lukke ørerne. Men for os, der har været i gamet i mange år signalerer det altid EN ting….. Nu er det EKSAMENSTID….

Og sikke en rejse det har været. Fra I for en lille måned siden fik jeres eksaminer at vide, en nyhed der sjældent er velkommen og ofte er ledsaget af tårer… ikke fordi I ikke nok skal klare den, men snarere, fordi det er sandhedens time der melder sig… og DEN er ikke altid velkommen… til i dag hvor det hele nu er veloverstået og målet er nået.

Den sidste tid I har haft her hos os leder uvægerligt tankerne hen på Scherfigs ”Det forsømte forår”, men efter at have set hvor urimeligt brune I er blevet i løbet af eksamensperioden, tror jeg at det er en analogi jeg vil droppe og gemme citaterne til en anden god (år)gang.

Nej, spøg til side I har som så mange årgange før jer været ganske og aldeles unik. I er ligeså forskelligartede i baggrund og tilgang, i verdens- såvel som snævertsyn, som en moderne skole i en hastigt foranderlig og stadig mere globaliseret verden, kan ønske sig.

I har dækket hele spektret, både hvad angår faglighed engagement og studiestrategi, hvad jeres stadigt mere gråhårede lærere helt sikkert kan skrive under på.

Men her sidder I altså, hver og en af jer et synligt bevis på at noget, for ikke at sige ganske meget må være og er gået helt, helt rigtigt. Tillykke med det. Det er faktisk ualmindelig godt gået.

Som det fremgår af al skriveriet i medierne kan man jo have mange synspunkter på uddannelse og jeg er slet ikke i tvivl om at en del af jer vil være enige med udsagnet ”Det eneste der afbrød min uddannelse var min skolegang.”… Se det er jo noget af et synspunkt og tilmed fra ingen ringere end Winston Churchill, men lige her er jeg ganske simpelthen ikke enig. For uddannelse handler ikke kun om ligninger og franske verber. Det handler i ligeså høj grad om verdensforståelse og selvindsigt.

Uanset tilgangen til, og synet på skolegang og uddannelse i almindelighed forlader I alle som en dette sted, både mere dannede og Uddannede end da I kom… og forhåbentlig med større selvindsigt… Forståelsen for hvordan man tackler det at tage en uddannelse og indsigten i hvordan man fungerer under det pres som for eksempel eksamen lægger på jer…. Det er sammen med fagligheden den ballast vi sender jer videre med og som både skal og kan bringe jer så vidt som I måtte have lyst til og appetit på….

Netop det at have fundet opskriften på uddannelse funderet på almen dannelse og tro på og tillid til egne evner bliver om muligt endnu vigtigere i fremtiden i en verden som blandt nogle forskere allerede nu kaldes post-faktuel.

En verden hvor vi, som Nietzsche forudsagde, er forbi godt og ondt og hvor rigtigt og forkert ikke længere nødvendigvis er noget vi kan enes om, men overlades til dem der råber højest, hvor news er fake eller omdannet til noget der mest af alt minder om dramaserier.

En verden hvor statsledere er orange….

Faktisk fristes man i disse tider til at være enig med Groucho Marx når han siger: ”jeg har altid opfattet fjernsynet som stærkt uddannende… Hver gang det blev tændt gik jeg ind ved siden af og læste en god bog.”

I sådan en verden har vi brug for mennesker med grounding der ved hvad de er værd. Mennesker rundet af tolerance, viden og god gammeldags dannelse… kort sagt har vi brug for ganske almindelig sund fornuft

Det er den verden I skal ud og præge og skabe … held og lykke, vi regner med jer.

Det er ikke fordi jeg forventer at det bliver nemt.

Som I sikkert har bemærket skorter det ikke på politikere, eksperter og meningsdannere der mener at vide præcis hvordan I er og hvad der er det bedste for jeres fremtid.

Jeg fristes til at være enig med Hovedpersonen Brian i Monty Pythons Life of Brian, når han råber til sine disciple: ”Don’t let anybody tell you what to do” selvom det nok lidt vil undergrave de kloge pointer jeg kommer med nu.

I har fået mange skudsmål bare gennem de sidste par å.

I er ikke faglige nok, men får for høje karakterer

I har frit valg på alle uddannelseshylder, men vælger forkert

I kan ikke komme hurtigt nok igennem jeres videregående uddannelser, men der er ikke nødvendigvis jobs når I er færdige

Jamen hvad skal man dog stille op med så meget pladder?

Derfor -lyt ikke til dem der fortæller jer, hvad I skal være… forfølg jeres egne drømme og ambitioner… det er jo altså ikke jeres skyld at de skiftende regeringer og politikere ikke blev hvad de ville være og derfor må udleve deres drømme gennem jer.

I sidste instans er I selv ansvarlige for jeres liv og jeres valg… det er jeres ansvar at blive alt det I kan blive i ALLE livets sammenhæng.

Se dét er både en udfordring og en byrde, men sandelig også en Guds lykke. Sæt pris på det selvom det er svært.

Så nu er vi her altså.

Den sidste gymnasiedag, eller den første dag i resten af jeres liv, for nu at blive lidt rørstrømsk.

Nyd den.

Kulminationen på 2-3 års arbejde og stræben - pakket ind i en pokkers masse transport.

Nyd denne dag fuldt og tillad jer selv at nyde den som ung, sjældne oplevelse at alle I møder, ung som gammel, høj som lav, de næste par dage synes at I er nøjagtig ligeså fantastiske, som vi synes I har været.

Nu kan I næsten høre at vi er ved at være nået til vejs ende???

Er I klar alle sammen? Tag en dyb indånding…

Kære 3. A, B, X og Z, kære 2. P og Q

Hermed dimitterer jeg jer fra Frederiksværk Gymnasium og HF.

Tillykke til jer alle sammen og held og lykke fremover.

Publiceret 29 June 2018 12:02

SENESTE TV