Den store kagedyst i 5 B

Jan Friis-Mikkelsen havde fornøjelsen at være smagsdommer

FOLKESKOLE Torsdag 21. juni havde 5 B på Frederiksværk skole, Enghave have deres egen bagedyst med den 'rigtige' bagedystdommer Jan Friis-Mikkelsen som dommer.

Eleverne har i madkundskab arbejdet med forløbet ”Bagning – et godt håndværk”. De har lavet forsøg med gær, afprøvet forskellige meltypers bageevne, lært forskellige dejtyper at kende og afprøvet disse.

Torsdag skulle det vise sig, om det eleverne havde lært kunne bruges til noget. Som i "Den store bagedyst", kendt fra tv, blev eleverne sat på en opgave:

Lav et mesterværk af en lagkage. Den skal være i minimum to lag, der skal indgå fødeskum, og kagen sakl overtrækkes med hjemmelavet fondant.

Eleverne havde fra kl.8 til kl.13 til at lave deres mesterværker Kl. 13 blev lagkagerne bedømt af Jan Friis-Mikkelsen på udseende, smag, kreativitet og elevernes bagetekniske evner.

Det blev en dag, meget lig den rigtige bagedyst, med følelserne helt uden på tøjet. Som da pigerne måtte en tur til Spar-købmanden og hente æg, fordi deres lagkagebunde var ikke lykkes. Ved næste hold bunde glemte de at få tændt for ovnen, så med under en halv time til bedømmelse, var bundene endelig færdige. Det blev en flot, men lidt flad lagkage.

Eller da drengeholdet havde lavet en lagkage med alt det bedste, og den så lige så stille gled til den ene side uden rigtig at kunne reddes.

Men da klokken var 13, stod der fem kager på stribe, som blev vurderet og kommenteret. Vinderkagen var en lagkage med browniebunde, fyld af hindbærmousse og rabarberkompot, pyntet med hjemmelavet fondant og mini-marengs.

Lidt undervisningsinfo:

Forløbet ”Bagning – et godt håndværk” lægger ud med gærforsøg, eleverne undersøger ved hvilken temperatur, gær udvikler sig bedst. Derefter har eleverne arbejdet med forskellige kornsorter både grove og finmalet, de har undersøgt hvilken slags mel, der egner sig bedst til forskellige typer gærdej.

Eleverne har afprøvet både fysiske, kemiske og biologiske hævemidler, hvilken slags dej passer bagepulver, natron osv. til? Efterfølgende har eleverne prøvet at bage kager af flere dejtyper, pisket dej, rørt dej, linsedej.

Som optakt til mesterværket har eleverne bagt muffins med sommerbær.

Publiceret 25 June 2018 11:34

SENESTE TV