Dagtilbud: SF fortryder prioritering

SF vil alligevel give bedre normeringer førsteprioritet: "Vi skal starte med det grundlæggende: Flere pædagoger for vores børn"

Af
Kim Larsen

DAGTILBUD Artiklen "Dagtilbud: Bedre normering valgt fra" skabte straks stort postyr, da den blev offentliggjort på netavisen (Halsnæs Avis) onsdag formiddag.

Det vakte stor vrede hos mange pædagoger og forældre, at Udvalget for Skole, Uddannelse og Dagtilbud har valgt at anbefale at bruge 6 mio. kroner på andre løsningsbrikker end bedre normering. Det på trods af, at netop bedre normering havde helt klar førsteprioriet blandt deltagerne i den dialogproces, der skulle klæde politikerne på til at træffe de rette beslutninger på dagtilbudområdet.

Nu har i hvert fald ét medlem af udvalget fået kolde fødder. I en mail til Halsnæs Ugeavis skriver Olaf Prien (SF), at det var en fejl, at han stemte for et løsningsforslag, der ikke afsætter penge til bedre normering:

"Jeg har fået flere reaktioner på mit lidt for hurtige “Ja” på det sidste møde i Udvalget for Skole, Uddannelse og Dagtilbud. Hvor er det godt, at nogen råber op, så vi husker det væsentlige: Bedre normeringer i vores daginstitutioner," skriver Olaf Prien og fortsætter:

"I udvalget stemte jeg for at bruge penge på nogle af de mange løsningsforslag, som medarbejdere og forældre var kommet frem til i dialogprocessen. Jeg kan godt se, at det var en fejl - ikke fordi ideerne ikke er gode, men fordi vi skal starte med det grundlæggende: Flere pædagoger for vores børn."

"Heldigvis er der snart byrådsmøde - her vil jeg tale mere om, at SF selvfølgelig arbejder for bedre normeringer," slutter Olaf Prien sin mail.

Publiceret 14 June 2018 10:04

SENESTE TV