Frøken Jensen er åben igen

Torsdag kl. 11 genåbnede caféen ved kanalen med ny ejer bag disken - fandt caféen i Den Blå Avis

Af
Kim Larsen

Kim Larsen

FREDERIKSVÆRK Den lille café med den unikke beliggenhed ved kanalen midt i Frederiksværk, Frøken Jensen, har fået nyt liv.

Helga Jensen, som åbnede stedet i juli 2017, meddelte i februar, at hun måtte opgive at føre stedet videre bl.a. på grund af nogle helbredsmæssige udfordringer.

Ved den lejlighed udtalte hun:

“Jeg er ked af det, fordi stedet har så meget potentiale, som slet ikke nåede at blive prøvet af og udnyttet. Vi håber på, at nogen kan se ideen og måske vil have lyst til fortsætte, hvor vi slap, så byen stadig har dette dejlige fristed ned til kanalen.”

Det ønske er nu gået i opfyldelse: Torsdag 17. maj kl. 11 åbnede caféen igen - stadig under navnet Frøken Jensen.

Der er allerede flere gæster i cafeen, da avisens udsendte dumper forbi. Den ny ejer, Sanne Petersen, tager sig dog tid til, imellem andre gøremål, at tale lidt med den nysgerrige journalist, mens duften af varme croissanter breder sig.

“Vi er to veninder. Jeg har tidligere arbejdet indenfor branchen, og min veninde Theresa Petersen er uddannet kok. Vi har i længere tid ledt efter det rette sted at lave en café sammen,” fortæller Sanne Petersen og fortsætter:

“Jeg selv bor i Hørve ved Holbæk, mens Therasa er fra København. At det blev her i Frederiksværk, er helt tilfældigt.”

“Theresa faldt over Frøken Jensen på dba.dk (Den Blå Avis, red.), og så ringede vi med det samme og lavede aftale om at se stedet dagen efter. Det var i slutningen af april, og så er det ellers gået stærkt.”

“Vi faldt for caféen med det samme, da vi så beliggenheden ned til kanalen. Det er et unikt sted.”

“Vi overtog caféen 7. maj, og har åbnet i dag 10 dage efter. Det er gået stærkt,” konstaterer Sanne Petersen.

“Vi har lidt for enhver smag. Bagels, salater, sandwich, smørrebrød til at spise på stedet eller tage med sig på vejen - og kager selvfølgelig. Om et par uger får vi også en isdisk med italiensk is fra Bruno Gelato. Vi får banket hul i væggen ud til strædet, så man kan købe is fra gaden,” fortæller Sanne Petersen, da der igen er bud efter hende - denne gang til kaffemaskinen.

Det er Jens Balslev, der er kommet ind i caféen for at få sig en hurtig snegl og en kop kaffe - han vælger sig en Americano:

“Jeg kom jævnligt hos Frøken Jensen, og det var vemod at hun måtte opgive. Jeg er glad for, at det nu åbner igen. Det bliver ikke sidste gang, jeg er her,” fastslår Jens Balslev, som dog ikke har tænkt at svigte Karl-e, hvor han også kommer engang imellem.

Sanne Petersen, ny indehaver af Frøken Jensen, ved kaffemaskinen.

Sanne Petersen, ny indehaver af Frøken Jensen, ved kaffemaskinen.

Jens Balslev var en af de første kunder efter caféens genåbning torsdag.

Jens Balslev var en af de første kunder efter caféens genåbning torsdag.

Publiceret 17 May 2018 00:00

SENESTE TV