Affaldshelt i TV - og med i kapløb om ildsjælpris

Initiativtageren til Halsnæs Affaldshelte, Annemette Rosenborg Eriksen, er med i “Sådanmark”, der sendes på alle TV2s otte regionale stationer

Af
Kim Larsen

HALSNÆS Initiativet Halsnæs Affaldshelte har skabt stor, positiv opmærksomhed - ikke bare i Halsnæs, men vidt omkring. Nu kommer der endnu mere spot på affaldsheltene, der rydder op efter alle dem, som 'taber' noget affald i naturen.

Annemette Rosenborg Eriksen, som står bag Halsnæs Affaldshelte, er blevet inviteret i studiet som medvært til næste udgave af magasinet “Sådanmark”, som sendes på TV2s otte regionale stationer - her i vores område er det på TV2 Lorry tirsdag 22. maj.

På Facebook-siden “Halsnæs Affaldshelte” fortæller Annemette R. Eriksen:

“Jeres 'affaldssherif' har været i Odense i dag (15. maj) for at blive interviewet i TV2s studie til “Sådanmark”. Jeg drog af sted med sommerfugle i maven, men det var et herligt hold, der tog godt imod mig.“

“I skal vide, at vi er ret unikke i Halsnæs :) Studieværtinden fortalte, at de endnu ikke havde oplevet så gennemført og godt et affaldsinitiativ som affaldsheltene på Halsnæs, og hun og alle andre ville gerne vide, hvordan søren det var lykkedes. Det kan vi virkelig være stolte af! Tænk at hele landet ser på os i Halsnæs og vil hente inspiration."

Nomineret til pris

Annemette R. Eriksen er i øvrigt blevet nomineret til prisen som Årets Ildsjæl hos Go'on. En pris, som gives til en person, der gør en positiv forskel for lokalsamfundet.

Lene Withen, som har nomineret den lokale affaldshelt, skriver:

“Annemette har sat Halsnæs på landkortet for sin fantastiske energi til at holde vores skønne kommune fri for affald. Igennem FB-gruppen Halsnæs Affaldshelte inspirerer hun alle os andre til også at få øjnene op for den forskel, vi alle kan gøre. Om det er lidt man tager med på sin faste gåtur, eller mødes med andre og får flyttet plastik, dåser og andet affald væk fra naturen. Til stor glæde for mennesker og dyr. Hendes indsats ses alle steder: Sammen kan vi glæde os over, at Halsnæs er blevet en meget renere kommunen. Annemette er en ægte ildsjæl.”

Annemette R. Eriksen: Jeg er virkelig rørt over, at hun havde mig i tankerne og takker rigtig mange gange for æren. Det ville være en stor glæde at få den anerkendelse samt en temmelig god hjælp til min tørstige bil!”

I skrivende stund (torsdag 17. maj kl. 11) har Annemette R. Eriksen fået 117 stemmer og ligger på en aktuel 32. plads i kampen om at løbe med titlen som Årets Ildsjæl.

Foruden æren medfølger 25.000 kroner til prisvinderen.Afstemningen løber til og med 1. juni 2018.

Her kan du stemme på nettet: støtdelokale.nu/ildsjael/Annemette-Rosenborg-Eriksen-2756

Alle, som stemmer, deltager automatisk i lodtrækning om et års forbrug af brændstof (15.000 kr) hos Go'on.

Publiceret 17 May 2018 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV