Firma i industrikvarter afprøver nyt mobilt internet

FJH Automatic vil give ny teknologi en chance i kampen for at opnå en acceptabel internetforbindelse efter flere års problemer

Af
Jens Patrick Thiede

DIGITAL INFRASTRUKTUR Firmaet FJH Automatic A/S på Industriskellet i Frederiksværk i byens industrikvarter har i flere år kæmpet med en alt for ringe internetforbindelse, men nu afprøver firmaet en ny mobil teknologi ved navn MiWire.

Virksomheden opsætter et såkaldt 'MiWire RouDem' på taget, og det medfører så internetforbindelse via mobilnettet, som er ”op til ti gange stærkere end den forbindelse, du ellers kan få på mobilen,” skriver MiWire om produktet.

Lidt i panik

”Situationen for os er, at vi skal digitalisere vores virksomhed. Det gælder både dataindsamling og vores interne systemer som f.eks. løn og rapportering, og sker det ikke, mister vi vores konkurrenceevne inden for fem år.”

”Det kræver ordentligt internet, og vores brancheorganisation gør også opmærksom på behovet for digitalisering, så vi er lidt i panik. Det kan ende med, at vi flytter ud af kommunen,” siger direktør og indehaver Flemming Hansen en formiddag på kontoret.

Firmaet skal nu have MiWire-løsningen på prøve i tre måneder, men de første forsøg har virket efter hensigten.

Tilbudt flere løsninger

FJH Automatic producerer automatik til erhvervskunder og har 11 ansatte – primært elektrikere og teknikere. Firmaet startede i 1986 og har ligget i Frederiksværk hele tiden.

Aktuelt har firmaet bredbånd gennem telefonledningen på to megabyte i sekundet, hvilket er alt for lidt i forhold til firmaets behov.

FJH Automatic har indimellem brugt timevis på at downloade programmer og andre løsninger.

Med MiWire kan forbindelsen ifølge Flemming Hansen nå op på 40-70/mb pr. sekund.

FJH Automatic har løbende bekostet dyre løsninger med manuelle servere for at lave backup af samtlige data.

Firmaet har i flere år undersøgt muligheden for at få etableret en fiberforbindelse via TDC Erhverv.

Dette er aldrig blevet en realitet trods utallige mails frem og tilbage mellem FJH Automatic og TDC Erhverv samt Halsnæs Kommunes koncernsekretariat, der har forsøgt at være sparringspartner mellem den lokale virksomhed og TDC (Halsnæs Avis har set korrespondancen).

”TDC har givet os adskillige forvirrende svar, og priserne har varieret fra gang til gang. De har forlangt mellem 40.000-70.000 kroner pr. år for løsningerne, hvilket er alt for dyrt, synes jeg.”

“De opererer også med et zonetillæg oveni. Den nye MiWire-løsning vil koste os et engangsbeløb på 4.000 kroner og derefter 400 kroner pr. måned.”

Føler sig snydt

“Desuden vil TDC have os til at samle 20-30 kunder, der ønsker fibertilslutning, før de sænker prisen til noget acceptabelt.”

“Jeg har fået en liste fra kommunen over virksomheder i industriområdet, som jeg kan kontakte, men jeg har hverken ressourcer til eller ønske om at agere sælger for TDC,” siger Flemming Hansen og uddyber.

”TDC har kun oplyst mig og et andet firma om muligheden for klyngetilslutning. Som kunde føler jeg mig snydt og taget i røven på grund af, at de forskellige tilbud ligger milevidt fra hinanden.”

“Det giver en følelse af at man er i et uærligt spil og kundeforhold, og har man den følelse, har man svært ved at handle.”

Han mener, at hans erhvervsgrund ikke er meget værd uden internet, og at den generelt dårlige forbindelse i industriområdet gør dette meget lidt attraktivt at rykke ind i.

”Den løbende privatisering af vores digitale infrastruktur spiller fallit.”

“Det er et spørgsmål om, hvad der kan betale sig hvor, og det skaber en ulighed. Sommerhusområder i Jylland kører jo bedre forbindelser end os,” mener Flemming Hansen.

Aflyst ministerbesøg

Firmaet blev i juli 2016 sågar stillet et besøg af energiministeren i udsigt, der skulle høre om, hvordan dårligt internet hæmmede driften, men det blev aldrig en realitet, fordi FJH Automatic fik et tilbud fra TDV Erhverv og derved havde muligheden for at få fibernet.

En anden udfordring for FJH Automatic er desuden, at de ikke kan få faglært arbejdskraft nok. Pt. mangler Flemming Hansen to el-montører, og han må indimellem leje folk i et vikarbureau.

Publiceret 15 May 2018 14:15

SENESTE TV