Frederiksværker dømt for trusler mod Joakim B. Olsen på Facebook

30 dages fængsel lyder dommen til en 53-årig mand fra Frederiksværk for trusler mod folketingsmedlemmet

Af
Af Jacob Nielsen

 
Den 53-årige mand fra Frederiksværk skrev i april sidste år en Facebookbesked direkte til Joakim B. Olsen, hvor han skrev, at han ville give politikeren "en på tuden", hvis han mødte ham.
Denne truende besked takserede Retten i Hillerød torsdag til en betinget dom på 30 dages fængsel, skriver Frederiksborg Amts Avis.
"Det er ikke i orden, at man truer demokratisk valgte folketingsmedlemmer med vold, fordi man ikke kan lide deres synspunkter og holdninger. Det er uacceptabelt," siger Joachim B. Olsen, som derfor er tilfreds med dommen.
Det er dog bestemt ikke første gang den tidligere kuglestøder har fået trusler.
"Af principielle årsager sender jeg alle trusler videre til politiet. Hverken folketingsmedlemmer eller andre borgere skal finde sig i det," siger han ifølge Frederiksborg Amts Avis.
Den 53-årige er ikke tidligere straffet.

Publiceret 19 January 2018 09:18

SENESTE TV