Tommy Frøslev:

“Jeg har lidt sommerfugle i maven”

Tommy Frøslev (55), Hundested. En af de seks nye i Halsnæs Byråd. Valgt for Socialdemokratiet. Udvalgsposter: ’Ældre og Handicappede’ samt ’Sundhed og Forebyggelse’

Af
Kim Larsen

Kim Larsen

Ny i byrådet: “For mig er det vigtigt at være en aktiv del af det lokalområde jeg lever og bor i, at have indflydelse og være med til at udvikle det.” fortæller Tommy Frøslev, som er en af de seks nye i Halsnæs Byråd.
“Jeg har, lige siden jeg flyttede til Hundested for 22 år siden, arbejdet med børn og unge, især udsatte børn, men jeg vil også gerne gøre noget for andre grupper - særligt ældreområdet.”
“Ældre har været med til at bygge samfundet op - hvis de får behov for hjælp, så skal det ikke italesættes som et problem. Selvfølgelig er der noget økonomi, der skal tages højde for, men mennesket skal være i centrum.”
“I stedet for at tale om ældrebyrde, burde man tale om ældrestyrke. Masser af mennesker, som er gået på pension, har stadig en virketrang og en masse ressourcer, som vi kan bruge.”
“Jeg har faktisk fået plads i de to udvalg, jeg helst ville. Der er mange udfordringer i Halsnæs indenfor sundhed og forebyggelse. Når man taler om 'forebyggende indsats', synes jeg ofte det bliver tomme ord i stedet for handling.”
“Jeg går ind for lokale løsninger. Mange udsatte børn og unge sendes ud af kommunen. Jeg tror på, at det i samarbejde med daginstitutioner og skole er muligt lokalt at give nogle bedre tilbud. Jeg er fortaler for at inkludere så meget som muligt.”
“Jeg har egentlig altid haft lyst til gå ind i kommunalpolitik, men som leder i en kommunal virksomhed vil du komme til at have en dobbeltrolle. Nu har jeg som viceskoleleder en anden ledelsesposition, og har f.eks. ikke har det økonomiske ansvar. Derfor besluttede jeg at stille op.”

Det forpligtende fællesskab

“Jeg er meget ydmyg overfor opgaven. Jeg har lidt sommerfugle i maven, for jeg vil rigtig gerne gøre det godt. Som idrætsmand vil jeg gerne skabe nogle resultater - jeg vil gerne kunne se, at der bliver en udvikling.”
“Jeg har altid været holdspiller, og jeg er helt tryg ved det hold jeg er på. Her spiller jeg sammen med nogle garvede kollegaer. Og der er heldigvis højt til loftet med plads til, at alle kan være med at præge indsatsen.”
“Det forpligtende fælleskab betyder alt for mig.”
“Jeg spillede håndbold på divisionsniveau i 12 år, og da jeg kom til Hundested fortsatte jeg med håndbolden, først som oldboys, og så på Sjællandserieholdet.”
“Vi flyttede til Hundested en onsdag. Jeg havde lige sat den sidste flyttekasse, da jeg tog håndboldtasken med op i hallen for at spille en træningskamp min første aften.”
“Man hører historier om, at det er svært at blive accepteret i Hundested. Men vi faldt hurtigt til. Det gælder om at være aktiv i fællesskaberne, f.eks. idrætslivet, samme med sine børn.”
“Det er i det hele taget min tilgang til livet: Tillid er ikke noget man får, det er noget man gør sig fortjent til.”


Fakta:
Uddannelse/job: Uddannet skolelærer. Viceskoleleder på Hundested Skole.
Familie: Har tre voksne børn fra tidligere ægteskab. Er nu gift med Heidi, som har to børn på 14 og 17 år.

Tommys favoritter

Musik: Jeg er mest til dansk musik - og har nok en tendens til at hænge lidt fast i fortiden med 80"er og 90"ernes danske bands. Og så kan jeg rigtig godt lide Rasmus Seebach.

Bøger: Jeg er nærmest alt læsende og er altid i gang med en bog - når jeg holder fri er det uundværligt. Er meget til de svenske krimiforfattere - og så har jeg slugt Søren og Lotte Hammers bøger. Det er god hyggelig læsning.

Film/TV: Det er ikke så højt prioriteret i mit liv. Sport i tv, når tiden byder det - og så ind i mellem en halv krimi. Film er jeg mest til det romantiske og komiske - en særlig favorit er “Pretty Woman”.

Sport: Jeg er vild med sport - elsker at se al slags sport. Jeg har brugt uendelig mange timer på håndbold i mit liv og har ind i mellem også spillet lidt fodbold. Som fan holder jeg med Brøndby.

Publiceret 04 January 2018 14:42

SENESTE TV