Lystfiskerturisme:

Tysk fiskemagasin budt på fin naturoplevelse i Halsnæs

Lystfiskerjournalist tæt på marsvin med havørred i slipstrømmen - omtalen kan kun gavne den lokale lystfiskerturisme positivt

Af
Jens Patrick Thiede

LYSTFISKERI Det tyske lystfiskermagasin FliegenFischen, der udkommer seks gange årligt i et oplagt på 17.950 eksemplarer, har været et smut forbi det nordlige og nordvestlige Sjællands kyster for et tjek af stedets hotspots for fiskeri efter havørred.
Det er der kommet en flere sider lang reportage ud af, hvori et sted i Halsnæs også præsenteres for de tyske læsere.
Desuden berører artiklen Gribskov, Odsherred og Kalundborg Kommuner.
“400 kilometer kyst og et næsten uudtømmeligt udvalg af havørredpladser,” hedder det i indledningen, der herefter beskriver fiskebesøg på diverse steder.
Artiklens ophavsmand Lukas Bammatter undersøger herefter stedernes geografi og affisker dem.

Marsvin på jagt

I Halsnæs prøver han lykken ved Spodsbjerg Fyr, hvilket skulle byde på lidt af en naturoplevelse for Lukas Bammatter
“Ved overgangen fra Kattegat til Isefjorden ligger dette topsted. Her står vandet sjældent stille,” indleder han sin beskrivelse af stedet, der derefter omfatter nogle praktiske retningslinjer angående tilkørsel og parkering.
Under sin gåtur langs skrænten med tilhørende fluefiskeri beskriver han følgende oplevelse:
“Således kunne jeg en smuk forårsdag betragte en flok marsvin på jagt. Da de var godt hundrede meter fra stranden, vadede jeg så tæt på dem, jeg kunne komme.”
“Som formodet havde de en stor havørred i deres slipstrøm. En over 60 centimeter stor fisk fulgte min flue helt ind til mine fødder.”
Efter yderligere beskrivelser rundt på Sjælland følger en række praktiske informationer om rejsen til de omtalte områder samt overnatningssteder.

Booster lystfiskerturismen

Artiklen glæder Niels Lagergaard Pedersen fra Fishing Zealand, som er et projekt mellem Danmarks Sportsfiskerforbund, kommuner på Sjælland/Øerne og frivillige lystfiskere, der samarbejder med virksomheder og turistorganisationer om at udvikle bæredygtig lystfiskerturisme og fiskemuligheder.
Omtalen vil muligvis kunne lokke tyske lystfiskere til området og dermed booste lystfiskerturismen, lyder håbet fra Fishing Zealand.
Halsnæs Kommune valgte i maj 2016 at melde sig ind i Fishing Zealand for bedre at kunne at udvikle kystfiskeriet i Halsnæs for både turister og lokale.
I efterårsferien afholdt projektets fiskeguides således diverse fiskeskoler rundt i Halsnæs, og jævnligt afholdes møder i Fishing Zealand-klyngen, hvor også repræsentanter fra Halsnæs deltager.

null

Publiceret 28 December 2017 13:45

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV

Festival med politikor og Tæsk

HIMMELSTORM Årets Himmelstorm Festival i Torup kører med temaet På Tværs i et meget varieret program: I år står den på politikor, punkrock, kontroversielt feminsitsik hip-hop som lover "tæsk til alle", hollandsk afro-disco, et multi-etnisk kvindeorkester, en kælkebakke, kunst på tværs og meget mere.

"Derfor spænder programmet helt fra den kontroversielle rapper Nikoline - som i den grad fik medie-opmærkshed med singlen "Flertallet er dumme" til Københavns politikor, som består af 15 unifomerede syngende politibetjente, som synger trestemmigt kor og til "Forbidden Orchestra", som er 5 kvinder fra 5 forskellige lande, som spiller på instrumenter, som er kontroversielle eller forbudt for kvinder at spille på i deres hjemland," udtaler Maria Smidt, som er en del af Himmelstorms bookinggruppe.

På programmet er blandt andet Rest in Beats, Sonja Hald, Bite the bullet, Verdensmænd, Aksglæde, De Onde i børnekoncert med bl.a. Carl Quist Møller og Tobias Trier, Nexø, Arp Frique

"Vi glæder os meget til dette års festival, som i år ikke har et decideret hovednavn bortset fra det svenske reggae-band helt off, som nok er mere kendte i deres hjemland, da de ofte bliver gæstet af den svenske rapper Timbuktu. Vi kan dog ikke regne med at Timbuktu kommer med på himmelstorm - men man har jo lov at håbe", tilføjer Maria Smidt.

Himmelstorm løber af stablen d. 27. -29. juli i Økosamfundet Dyssekilde, og billetsalget er i gang på billetto.dk.