50 år med bøj og stræk

Fine taler, nyt æresmedlem, ildsjæl og ’sølvbryllup’ ved Kregme Gymnastikforenings jubilæums reception

Af
Thomas Quvang

JUBILÆUM Multisalen i Jernbanegade var ganske velbesøgt, da Kregme Gymnastikforening fredag eftermiddag åbnede dørene for en hyggelig reception i forbindelse med foreningens 50-års jubilæum. “Vi havde en rigtig god fredag, jeg tror der var 50 gæster i løbet af eftermiddagen, det var rigtig hyggeligt”, fortæller formand Marianne Bek Jensen, som ved receptionen havde fornøjelsen af at udnævne Tove Nielsen som æresmedlem i Kregme Gymnastikforening. Derudover var der takketaler fra formanden til bestyrelsesmedlemmerne Anni Jacobsen og Lone Sørensen som på dagen begge fejrede ’sølvbryllup’ med foreningen. På dagen blev Britta Stald belønnet med Halsnæs Idrætsråds Ildsjælepris for sit mangeårige frivillige arbejde. Receptionen bød tillige på fine taler fra borgmester Steen Hasselriis og formand for Udvalget for Kultur og Sundhed Annette Westh.

Spring Halsnæs

“Nu glæder jeg mig rigtig meget til, at vores springgymnaster indtager den nye Frederiksværk Hal. Springgraven er blevet så god, jeg er så glad og stolt over, at vi er blevet hørt og vores ønske om en springgrav er blevet opfyldt”, sagde Marianne Bek Jensen som i forbindelse med mandagens indvielse af hallen præsenterer et helt nyt initiativ - Spring Halsnæs, et samarbejde mellem Gymnastikforeningen Hundested og Kregme Gymnastikforening. “I første omgang bliver samarbejdet for springerne fra 7 klasse og opefter, det bliver så ubeskrivelig godt”, slutter Marianne Bek Jensen.

Publiceret 09 October 2017 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV