Klok-radio

LOKALRADIO Radio 10FM har fået ny vært til lokalradioens klassiske musikprogram. Dansk-Amerikaneren Peter Klok vil tilrettelægge nogle programmer med klassisk og moderne kompositionsmusik. Det sker onsdage i ulige uger kl. 9-10, første gang onsdag 21. juni. “Peter vil levere musik til både tanker og følelser som et lydspor til vores liv ved kysten, hvor Roskilde Fjords munding var vikingernes udsejling til hele verden. Udvid dine musikalske horisonter, gør drømmen til virkelighed med Klassisk Klok Radio,” lyder det i en pressemeddelese fra Raio 10FM. Peter Kloks familie emigrerede til Texas i 1957, og der ligger hans far og mor begravede. Som den eneste i familien vendte Peter tilbage til de nordsjællandske strande, som han havde savnet alle årene, siden familien drog til USA. Peter er dansk og kosmopolit på én gang: Herfra min verden går, fra Halsnæs til de fjerne horisonter. Det vil kunne høres i musikvalget i programmet, der spænder fra det ærkedanske til fjerne horisonter, som de vikinger der sejlede ud af Roskilde Fjord fandt, da de fra Grønland sejlede til Vinland i Amerika. Selv om Peter har spillet rock og countrymusik som ung, og holder af improviseret jazz i dag, så ligger vægten i programmet på det komponerede, det nøje planlagte musikalske forløb, som komponister har forberedt deres publikum.

Publiceret 18 June 2017 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV

DEBAT:

Vi skal opdrætte flere fisk

Af Brian Thomsen, direktør Dansk Akvakultur

HAVBRUG Vi er blevet bedre til at spise fisk, men vi skal gerne spise meget mere. Faktisk skal vi helst spise 350 gram fisk om ugen. Fisk er godt for hjertet, og det er en god kilde til proteiner, vitaminer og næringsstoffer. 

Men vi udfordres af, at der ikke er fisk nok i havene til at dække det voksende behov. Akvakultur hjælper med at lette presset på de vilde fisk og tegner sig for ca. halvdelen af de fisk, der hvert år spises verden over – og tallet vokser fortsat. Uden akvakultur ville der ikke være nok fisk til en voksende global befolkning. 

Danske havbrug er en miljøvenlig og ressourceeffektiv animalsk produktion med et lavt klimaaftryk pr. produceret kilo fisk. Alle videnskabelige undersøgelser viser, at der ikke kan registreres en negativ påvirkning af økologisk tilstand i havstrategiområder omkring havbrugene, og havbrugssektoren vil endvidere bidrage med flere fisk samt værdi, vækst og nye arbejdspladser i landdistrikterne.

Brede flertal i Folketinget har vedtaget tiltag, der skal understøtte vækst i danske havbrug. Tiltagene sikrer en god balance mellem benyttelse og beskyttelse af vores miljø- og naturressourcer.

Flere modstandere har desværre valgt at føre skræmmekampagne med falske påstande. Det gælder bl.a. Kirstine Bille (SF) i et debatindlæg den 16. maj. Det er ærgerligt, for det forplumrer en relevant debat om, i hvilket omfang vi ønsker at spise fisk, der er opdrættet under hensyntagen til strenge EU og nationale regler, eller om vi ønsker at behovet skal dækkes af import fra tredjelande.

I forhold til udtalelserne fra Kirstine Bille, så er fakta som følger:

Muslingeopdræt skal ikke løse problemer med lakselus, medicinrester og kobber af den simple årsag, at de danske havbrug ikke har problemer med hverken lakselus, medicinrester og kobber. Havbrugene skal overholde deres miljøgodkendelser og fødevarereglerne ligesom andre virksomheder. 

De nyeste videnskabelige undersøgelser viser, at der et miljømæssigt råderum i Kattegat på over 3.000 tons kvælstof. Derfor er der plads til at udlede ekstra 800 tons kvælstof fra nye havbrug. Det skal også nævnes, at de danske vandområder påvirkes af kvælstoftilførsler fra andre lande. I de åbne vandområder udgør de samlede danske bidrag ned til 1 %.

Det faglige netværk om marine virkemidler, som bl.a. omfatter en række universiteter, har vurderet, at muslingeopdræt er testet og klar til anvendelse. Muslingeopdræt kan være relevant i vandområder, hvor der ikke er et miljømæssigt råderum. Det gælder fx i mange kystnære vandområder.

Det er positivt, at Kirstine Bille, SF, debatterer fødevareproduktion og havbrug. Dansk Akvakultur deltager gerne i debatten, men vi vil insistere på, at debatten føres på et sagligt og fagligt grundlag og ikke med skræmmekampagne og udokumenterede påstande om fx lakselus og ødelagte badestrande.