Asserbo Slotsruin kommer til at summe af middelalderliv på fredag 28. april. Adressen er Bisp Absalonsvej.

Asserbo Slotsruin kommer til at summe af middelalderliv på fredag 28. april. Adressen er Bisp Absalonsvej.

Middelalderen indtager Asserbo Slot

Fredag 28. april skrues tiden ca. 850 år tilbage til bisp Absalons tid - den tidlige middelalder

MIDDELALDERDAG Ruinerne af Asserbo Slot i Tisvilde Hegn går langt tilbage i historien. Det blev grundlagt som kloster af biskop Absalon i 1163. Senere blev det krongods, indtil sandflugten lagde egnen øde i begyndelsen af 1700-tallet. På fredag 28. april vender middelalderen for en stund tilbage til slotsruinen. Ridder Rune og hans lystige svende holder middelaldermarked, hvor der laves smykker og knive med gamle håndværksteknikker. Man kan selv prøve at snitte sin egen smørkniv eller lave middelaldersmykker, og rebslagere viser deres håndværk. Mikkel Langbue fortæller hamrende gale historier, riddere opfører drabelige kampe og slag og arrangerer middelalder-lege og rollespil. Falkoneren Rasmus Nielsen giver flyveopvisning og viser, hvordan en jagtfalk arbejder. Fra Museum Nordsjælland deltager Esben Aarsleff, Pernille Pantmann og Kjartan Langsted. De fortæller om stedets historie, fra slottet blev bygget i den tidlige middelalder, til sandflugten, hvor det blev forladt og brudt ned og brugt som byggemateriale andre steder. Der bliver også mulighed for at forsøge sig som amatørarkæolog med metaldetektor. Danmarks Naturfredningsforening vil fortælle om lægeurter i gamle dage, og hvad der findes af gode ting i naturen omkring Asserbo. Middelalderens populære toner leveres af Mads og Magnus fra musikgruppen Pøbel, som spiller fløjte, skalmeje, sækkepibe, drejelire og trommer. Kort sagt så er der masser af aktiviteter for både børn og voksne!

Åbent for alle fra kl. 14

Fra kl. 10-13 vil de mange forskellige aktiviteter være forbeholdt godt 500 skolebørn. Fra klokken 14 åbnes arrangementet op for alle, børnefamilier såvel som andet godtfolk. Fra markedsboder sælges der gode varer som brød, pølse, honning, mjød og øl, men man er også velkommen til at medbringe sin egen madkurv. Der kan købes middelaldermad lavet over åben ild på stedet. Det er en god idé at tage tæpper og puder med, for jorden kan godt være kold her i slutningen af april. Middelalderdagen er Halsnæs Bibliotekernes bidrag til det landsdækkende temasamarbejde ”Historier om Danmark”, som er et samarbejde mellem folkebibliotekerne i Danmark, museerne samt Danmarks Radio, der netop nu viser serien “Historien om Danmark”. kil@lokalavisen.dk

Lyden af skalmeje, sækkepibe, fløjte, drejelire og trommer vil kunne høres på pladsen.

Lyden af skalmeje, sækkepibe, fløjte, drejelire og trommer vil kunne høres på pladsen.


Kl. 16.30 er der falkeshow.

Kl. 16.30 er der falkeshow.


Mikkel Langbue fortæller fantastiske historier.

Mikkel Langbue fortæller fantastiske historier.

Publiceret 23 April 2017 00:00