DrugRebels gav masser af 'stof' til eftertanke

Roadshow lagde vejen forbi Frederiksværk Gymnasium & HF

Af
Thomas Quvang

DRUGREBELS Frederiksværk Gymnasium & HF havde i sidste uge besøg af DrugRebels som gav et levende foredrag om alkohol og stoffer. DrugRebels er en organisation af frivillige personer, hvis hovedformål er, at klæde de unge mennesker på til at sige nej til stoffer. Når DrugRebels er på farten med deres roadshow, så er missionen at nå ud til alle landets unge, og fortælle om misbrug og hvad alkohol og stoffer gør ved krop og sjæl. Det hele foregår uden løftede pegefingre - og på de unges præmisser. Det var tredie gang, at Drugrebels besøgte gymnasiet, hvor eleverne blev budt velkommen af en konferencier, som gennem hele foredraget opfordrede til dialog og eftertanke. Eleverne så en film og hørte bagefter en historie om, hvordan man som ung kan være en god ven, hvis ens venner kommer ud på et sidespor med stoffer. Eleverne lyttede ligeledes til en læge, der fortalte om, hvad der rent faktisk sker i ens krop, når man tager rusmidler.

Et 'uskyldigt' valg

Til sidst i foredraget fortalte en tidligere misbruger, hvordan et 'uskyldigt' valg om at prøve stoffer, endte ud i et længerevarende misbrug, og hvilke konsekvenser det har haft og stadig har i dag. Det var en fortælling der tydeligvis gav 'stof' til eftertanke. Det er DrugRebels håb, at de unge mennesker nu, med den faktuelle viden og ikke mindst de personlige historier, vælger stofferne fra. Og organisationen opfordrer såvel unge som gamle, til at støtte op omkring dialogen om, og fravalget af stoffer. Efter besøget fra DrugRebels har Frederiksværk Gymnasium & HF sendt et elektronisk postkort til elevernes forældre. Det er afgørende, at forældrene hjælper med til at få taget hul på den vigtige samtale om stoffer med deres teenager – jo før jo bedre.

Publiceret 20 January 2017 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Halsnæs Avis
SENESTE TV