Ulla Utoft og Bjarne Jørgensen har været instruktører på

Ulla Utoft og Bjarne Jørgensen har været instruktører på "Lær at tackle kroniske smerter". De ved, hvad det handler om, for begge har selv kroniske smerter. Arkivfoto: Kim Larsen.

300 borgere har lært 'at tackle'

Halsnæs Kommune har siden 2007 tilbudt 'Lær at tackle'-kurser

SELVHJÆLP Halsnæs Kommune tilbyder fire forskellige 'Lær at tackle'-kurser. De har, til trods for vidt forskellige udgangspunkter, alle som formål at styrke borgernes kompetencer til at tage vare på egen situation og tackle hverdagen med sygdom. Og kurserne har været en stor succes Siden Halsnæs Kommune startede det første gratis 'tackle'-kursus i 2007, har knap 300 borgere været igennem et af de fire forløb: Angst og depression, job og sygdom, kroniske smerter eller kronisk sygdom.

Får lagt handleplan

En af deltagerne er Randi, der har kroniske smerter som følge af en arbejdsrelateret skulderskade. Efter at have været sygemeldt i over et år foreslog hendes sagsbehandler, at hun deltog i 'Lær at tackle'-forløbet for borgere med kroniske smerter. Et tilbud, Randi takkede 'ja' til, og det har hun ikke et sekund fortrudt. ”Jeg blev fyret, lige inden jeg startede på kurset. Så humøret var ikke ligefrem højt. Gennem kurset mødte jeg andre, der var i samme situation som jeg selv, og alle fik vi udarbejdet skræddersyede handleplaner for, hvordan vi skulle tackle de problemer, vi hver især stod med. Det hjalp mig til at se nye muligheder og få genopbygget min selvtillid,” fortæller Randi og fortsætter: ”Jeg bruger stadig de handleplaner, jeg fik gennem kurset, og er faktisk i den heldige situation, at jeg for ganske nyligt startede nyt job."

Instruktører kender problematikken

Tilbagemeldinger fra kursisterne lyder på, at indholdet på kurserne er meget relevant for deres situation, og at det er rart at møde andre med lignende problemstillinger. Ligeledes giver kursisterne udtryk for, at det er nogen dygtige instruktører, der er med til at skabe en tryg og åben stemning i gruppen. Særligt det, at instruktørerne selv har erfaring med at tackle sygdom, gør, at kursisterne føler sig i gode hænder. Halsnæs Kommune er en ud af 45 danske kommuner, der tilbyder 'Lær at tackle'-kurserne, og det er ikke kun i Halsnæs, at kurserne har skabt gode resultater. For nyligt er Sundhedsstyrelsen udkommet med en evalueringsrapport for tilbuddet for borgere med angst og depression. Den viser tydeligt, at kurset har positiv og afgørende effekt på deltagernes liv.

Fakta:

Halsnæs Kommune udbyder følgende 'Lær at tackle'- kurser: ŸLær at tackle angst og depression ŸLær at tackle job og sygdom ŸLær at tackle kroniske smerter ŸLær at tackle kronisk sygdom Hvert kursus forløber over seks til syv uger med en ugentlig mødegang á 2½ time. I forbindelse med kurset 'Lær at tackle angst og depression' får kursisterne tilbud om, at de efterfølgende kan deltage i støttende netværk. Kursets instruktører har selv erfaring med langvarige helbredsproblemer og aktiv selvhjælp. Derudover har de gennemgået en uddannelse, så de kan undervise.

Publiceret 15 July 2016 00:00

SENESTE TV