Militær olieledning meldes sikker

Den braklagte militære olieledning fra Hundested Havn til tømt brændstofdepot i Kikhavn skulle ikke rumme miljørisici

Af
Jens Patrick Thiede

OLIELEDNING Den olieledning, Halsnæs Avis de seneste dage har omtalt i forbindelse med Halsnæs Kommunes udbud af et areal på Hundested Havn, har bl.a. rejst spørgsmålet, om ledningen stadig udgør en miljørisiko?
“Det skulle den ikke gøre. Den er miljøsikret ved at være blevet renset igennem for resterende olie. Vi vil anbefale at lade den ligge, da den ikke udgør nogen risiko. Man må gerne bygge på den, og den skal bare ligge og fortære,” siger Miljø- og naturchef i Forsvarministeriets Ejendomstyrelse, Ann Kjemtrup, til Halsnæs Avis.

Tømt og braklagt

Borgmester Steen Hasselriis kom efter en redegørelse fra Forsvaret onsdag den 28. oktober med bl.a. følgende udtalelse om ledningen på det stykke, som kommunen har udbudt til salg:
“Ledningen skal ikke bruges fremadrettet. Der må gerne bygges på ledningen, og den må fjernes, hvis der skulle blive brug for det.”
Halsnæs Avis er i besiddelse af dokumenter, hvori et rørfirma, et slamsugerfirma samt et entreprenørfirma redegør for tømningen af ledningen. Disse arbejder har fundet sted i en periode fra 2012-2014. Til arbejdet er der indført kamera indtil 40 meter ind i olieledningen på udvalgte steder.
Større tankdepoter på bl.a. Niels Hansensvej og Spodsbjerg er blevet tømt med sugeanordninger. Der er konstateret ruststøv i røret, hvilket skulle indikere, at det er tømt.

Stadig med et forbehold

Selvom ledningen imidlertid ikke skulle udgøre en miljørisiko, er der alligevel taget et forbehold i udbudsmaterialet for Halsnæs Kommunes areal på Hundested Havn.
Heri er arealet vurderet til Vidensniveau 1, hvilket betyder, at grunden er registreret med “begrundet mistanke om, at jorden kan være forurenet.” Om det er olieledningen eller andre faktorer, der antydes til, fremgår ikke yderligere.
Et tidligere tinglysningspapir over den nordlige del af Hundested Havn bærer påskriften: “Ved arbejde i olieledningens nærhed bedes rettet henvendelse til POL-Divisionen for påvisning af den nøjagtige placering.” POL-Divisionen var en militær afdeling angående brændstoffer (POL = petrol, oil and lubricants).

Løber under Trekanten

Selve olieledningens eksistens ikke er “den store militære hemmelighed” i Hundested, som dokumenter og visse myndigheder ellers lægger op til, længere. Den var i brug så sent som 1995.
Adskillige borgere har gennem årene kendt til både brændstofdepotet i Kikhavn samt tankstationen på Nordmolen, hvor flere har været ansat.
Halsnæs Avis er i besiddelse af dokumenter, der viser ledningens vej gennem den vestligste del af byen: Fra et stykke ude på selve Nordmolen løber den sydover øst for grønne lagerbygning, inden den svinger øst og løber under stranden Trekanten.
Herfra løber den op mod Skansen og går under Glentevej og videre ud til det indhegnede hoveddepot mellem Hjorte Bakke, Sandvejen og Hesseløvej. Ledningen har en diameter på seks tommer.

Del af koldkrigsarven

Dens isolerede stålrør er flere gange gennem årene blevet beskyttet mod korrosion. Den lokale borger Jørgen Lassen har på sin Facebookside halsnaes.info opremset en del facts om lageret og ledningen, som han mener at have fået verificeret (se faktaboks).
Sagen om olieledningen i Hundested trækker tråde ud til hele Danmark som en arv fra Den kolde krig.
POL-Disionenen havde dens hovedkvarter i Frederikshavn, og dertil ankom brændstof med skibe, som bagefter blev pumpet ind i et 650 km. langt røranlæg, der strækker sig ned gennem Jylland.
Ann Kjemtrup fortæller, at dette lange rørnet stadig er i drift, og der findes servitutter på rørledningen.
Det samme gælder sandsynligvis for visse matrikler i Hundested dér, hvor ledningen løber.

FAKTA
TANKANLÆG POL
Ligger på matrikel 37a, Kikhavn By
Omtales militært “Etablissement 861”
Etableret ca. 1963
Fra anlægget udgår rørledning til Nordkajen

Kilde: Jørgen Lassen/
halsnaes.info

Publiceret 29 October 2015 14:30

SENESTE TV

'Over kløften'

Novelle vinder En skinger tone blander sig med lyden af alverdens beklædte fødder, der træder varsomt over kløften mellem metrotoget og stationen. Klikkende lyde fra dyre stilletter blander sig med den dumpe lyd af gummisko mod beton. Hyletonen i baggrunden er skiftet over i en gentagende, kortvarig klagen, og de tætpakkede fødder tramper hastigt af sted - nu uden at ænse det dybe mørke under dem.

I sikkerhed på Ørestad metrostation begynder flokken langsomt at dele sig i to – en del mod de grå trapper og en anden del mod den navlehøje, sorte pæl. Derefter tværes det lille hvide Rejsekort hen over det store, blå øje i toppen i forbifarten mod sikkerheden i den velkendte mængde af ligeglade ansigter.

En ny gruppe er på vej ind i det hvide gab, mens én rækker en højrehånd frem og rynker på næsen, da en lille dråbe lander i håndfladen. En anden ser mod tavlen, der hænger fra halvtaget, for at se næste afgang, men skutter sig og ser hurtigt væk, da manglen på to prikker i teksten spreder ubehag i kroppen.

Pludselig springer en pige ud af flokken. Langt, brunt hår flyver om hovedet på hende da hun med arme og ben, kæmper sig mod strømmen. Med en hvid, slidt gummisko træder hun en over det dyre læder, men ænser ikke det vrisne blik i nakken, før hun er videre. Med lange og hurtige skridt, taget af de lange, slanke ben, drejer hun mere og mere mod højre.

Cille, står der på den lille guldhalskæde, som hun hastigt samler op fra jorden. Nede i lommen på Cilles sorte læderjakke ligger den sprungne kæde. De grønne øjne er rettet stift mod jorden, da hun hiver i den brune skuldertaske, som endnu en gang er gledet ned fra sin rette plads. Fødderne sættes i løb ned ad den smalle rulletrappe mod togstationen, hvor kun togene ud af byen går.

Fra toppen af rulletrappen kan hun lige ane et sølvgråt tog med røde blokbogstaver på siden trille afslappet hen over skinnerne, for til sidst at stoppe foran et lille blåt læhus, med store glasdøre i. Cille slipper et nervøst suk ud og sætter tempoet ned ad trappen yderligere op.

Jeg skal nå det! Jeg skal nå det! Kom nu! Tænker hun, mens de stramme sorte bukser om hendes ben bliver presset til det yderste, da hun sprinter hen over perronen. De halve orange advarselsprikker smelter sammen under hende, da hun løber med et bankende hjerte og et fast greb om skuldertaskens brune læderrem. En høj lyd fra en fløjte rammer trommehinderne mens dørene et par meter foran hende lukker sig. Hivende efter vejret og med hænderne på knæene, står Cille og ser hjælpeløst på, mens toget suser forbi hende, på vej mod hendes hjem, Tårnby, og derefter videre over Øresund.

Det er ikke fordi hun har travlt, det er bare tanken om hvordan det ville føles lige at smutte ind ad døren i sidste øjeblik, der fordobler hendes følelse af skuffelse og utålmodighed, som suser rundt i hendes krop. En trist mine flakker over Cilles ansigt da hun hiver den lille guldkæde op af lommen. Den sammenhængende skrift med hendes navn på er intakt, men kæden, lavet af millimetertynde led er knust tæt ved låsen. Cille går over perronen, med et fast greb om guldkæden, mod det grimme læhus. Halskæden fik hun af sin far, da hun fyldte otte. Inden tankerne når at vandre for langt, lyner hun hidsigt tasken op og hiver et par sorte hørebøffer frem.

I ly for regnen, med numsen mod den kolde metalbænk og høj musik i ørerne, ser Cille hen på den lille infoskærm, som næsten ligner et gammeldags sort-hvidfjernsyn. Gule bogstaver fortæller hende, at hun skal være plantet her de næste 18 minutter. Inden hun når at se nærmere på skærmen, skifter den over i et farverigt flimmer - ikke til at tyde. Det minder hende om første gang hun selv skulle tage toget hjem herfra, hvor den gamle informationsskærm også gik i stykker. Cille smiler let ved sig selv, da hun tænker på hvor nervøs hun blev – for hvad nu hvis hun tog et tog, som kørte direkte til Sverige? Hun ryster forsigtigt på hovedet over sin egen paranioa fra dengang.

Et par folk kommer langsomt dryssende, og en lille gruppe unge mennesker har klirrende plastikposer i hænderne.

Ikke underligt, sådan en fredag sent på eftermiddagen, tænker Cille da de går forbi hende, uden at bemærke hende, og slår sig ned under et lille træ, med hætterne trukket godt op om ørerne. Alligevel bindes der en lille knude i brystet på hende. Hun knytter hånden i lommen om halskæden. De eneste gange hun har festet, har været de gange hun ville glemme. Cille ser ned på kæden i sin hånd. Men glemme helt, det vil hun heller ikke – i hvert fald ikke så længe hun går med halskæden. Hun lukker øjnene og lader hovedet falde tilbage mod det iskolde glas. Hjertet banker tungt i brystet, da hun hører en velkendt lyd af afslappede hjul på skinner i det fjerne.

Straks er hun oppe af bænken, for det her tog skal ikke misses! Mens de lange ben trasker hastigt over mod toget, roder hun i skuldertasken efter det hvide Rejsekort.

Og hun roder.

Hændernes bevægelser bliver mere desperate jo tættere de når bunden af tasken uden held.

En klirrende lyd bag Cille, fortæller at nu skal det til at være nu, hvis hun skal nå det tog. Da hun ser op, er det eneste tilbage at se hælen fra en sort sko. Alle andre er allerede på vej videre. En frustreret lyd slipper hendes mund, da hun opgivende trækker tasken over skulderen igen. Hyletonen lyder endnu en gang, og Cilles hjertebanken sætter tempoet op. Nu eller aldrig...

En beslutning er taget, og hun springer over kløften lige netop i sidste øjeblik , men følelsen er lige modsat hvad hun havde forestillet sig.

Cilles blik flakker rundt i den lille halvfyldte vogn, og et suk slipper hendes læber. Med op til flere jævnaldrende blikke hvilende på sig, kan hun ikke andet en at vride sig i utilpashed. En høj dreng med lyse krøller fanger hendes blik med et flabet smil tværet over det ellers kønne ansigt. Cille ser hurtigt væk.

Den lille knude i Cilles bryst vokser sig hurtigt større, og hun kradser sig nervøst på armen. Skuffet over sig selv, tænker hun på, at hendes far aldrig havde billiget hvad hun gør nu. At rejse uden en billet. I modsætning til Cilles mor ville han ikke have været bekymret over det økonomiske - bøden på 750 kroner, man kunne få udleveret. Nej, han ville have været skuffet over, hvordan hun ikke respekterer andres arbejde. Billetten koster penge, fordi den skal være en del af vedligeholdelsen af togene og vedligeholdelsen af arbejdernes liv. Den billet er nogens levebrød. Sådan ville han have fortalt det. Ligesom han altid sagde, at når storebroderen ser film ulovligt på nettet, tager han skuespillernes løn fra dem.

Cilles storebror ser stadig film ulovligt på nettet. Det gør Cille ikke.

Knuden gnaver i brystet. Cille tager fingrene op til tindingerne, og masserer i cirkelbevægelser. I et forsøg på at presse skyldfølelsen ud af kroppen, stirrer hun ned i det beskidte linoliumsgulv – et desperat forsøg på at finde et mønster i de tilfældigt farvede prikker, som er drysset over det grå plastik. En af plastikposedrengene trommer med fingrene mod dørkarmen i en stressende hastighed. Cille flytter blikket mod den tilduggede rude, hvor alt udenfor er et hvirvar af grønne og grå farver. Intet stabilt at holde sig til der, tænker Cille mens øjnene drøner frem og tilbage over vinduet.

Cille lægger sin varme hånd mod rudens kolde flade, og lukker alt andet end farvesammenblandingen ude. I en dyb indånding prøver hun forgæves at holde sin dunkende hjertebanken under kontrol.

Det går nok. Hvis ingen opdager det, er det aldrig sket, siger Cille beroligende til sig selv. Alligevel er alle muskler i hendes krop spændte – forberedt på det værste. 750 kroner er også mange penge for en kort tur som denne.

Et stykke fra Cille skiller en kvindelig stemme sig ud fra den lille mængde af snakkende mennesker. Hjertet ryger op i halsen på Cille, da hun hører den bestemte stemme bede om ”en billet, tak”.

På ingen tid er Cille ude af sin bobbel, og lader blikket flyve rundt i kabinen indtil et koldt, gråt blik mødes med hendes. Cilles hånd er øjeblikkeligt knuget om halskæden, mens resten af kroppen står spændt som en bue. Hun tvinger sig selv til at flytte blikket fra den midaldrene dames, for at se efter den hurtigste vej til toilettet. Hjertet dunker højt i ørene, mens den uniformklædte kontrollør nærmer sig med sit store falske smil. Cille står med ryggen presset op i hjørnet af den lille mellemgang, med både folk på den ene og den anden side af hende.

Kontrolløren nærmer sig stadig i et stabilt tempo, og Cilles hjerte løber om kap med toget udenfor. Uden at ramme manden foran hende, prøver hun at sno sig udenom ham, men inden da planter han en arm lige foran ansigtet på Cille, med hånden mod væggen. Det er den blonde dreng fra tidligere.

Han sender Cille et skadefro smil. ”Hvad så, hvor skal du lige hen?”

Cille bider sig i læben af nervøsitet, og tvinger sig selv til ikke at skæve over skulderen hvor kontrolløren går. Hun ser ham ikke i øjnene og prøver at kravle under hans arm. Forgæves. Kvindens stemme i baggrunden rykker konstant tættere – Cille har ikke tid til den her drengs fjolleri.

”Du siger ikke meget, hva?”, han smiler ved sig selv, som havde han sagt noget sjovt. Han sænker stemmen og sender et intenst blik til Cille, ”er du bange for kontrolløren?”

Han retter blikket mod et sted bag hende, og fyrer sit mest artige smil af. Cille knuger om halskæden i lommen og skal lige til at stikke idioten en albue i siden, da en spids falsk negl borer sig ind i nakken på hende.

”Undskyld mig, unge dame. Kan jeg se din billet?”

Cille tager en dyb indånding og mærker vreden boble i hende. Hun ville ikke være i det her rod, hvis han havde haft bare en lille smule menneskelig empati. Fyren blinker til hende, og lige inden han vender sig om mod sin posegruppe igen, mimer Cille ordene Fuck. Dig. Han ser det.

”Hey, jeg taler til dig! Billet, tak”, siger damen bag hende. Cille vender sig langsomt mod kontrolløren og møder med lynende øjne hendes blik. I et forsøg på at skjule sin nervøsitet, og at se farligere ud, lægger Cille armene over kors. Damen kniber øjnene i, næsten umærkeligt, og mistilliden strømmer ud af hende. Cilles hjerte banker hårdt i toppen af hendes hals, og hun ser for sit indre blik mennesker, som tager Rejsekortet hen over den blå cirkel. Igen og igen. Den korte sammensætning af toner, der ønsker hende en god rejse. En god rejse. Det her er alt andet.

Desperat ser hun ud af vinduet, og selvom omgivelserne er lettere genkendelige er der stadig vej til stationen. Fyrens stemme, der spørger om hun er bange slutter sig til kaosset indeni.

”Okay, så du har ingen billet.” det var sikkert ment som et pænt og tålmodigt spørgsmål, men det kom ud som en kold konstatering. Cille ser igen på kvinden, og bemærker straks de dybe furer omkring brynene og panden. Læberne, som stramt kniber sig sammen mod hinanden. Kontrolløren rækker sin gamle hånd med de rødlakerede negle frem mod Cille. I hånden ligger en gammel mobiltelefon, med små felter, der beder om navn og adresse.

”Du skriver bare lige dit navn, alder og adresse her, så sender vi dig en bøde på 750 kroner”, siger hun monotont og rutineret.

Åh nej, åh nej, åh nej! Cille, ser opgivende op i loften, som skulle der være hjælp at hente der. Knuden i brystet er vokset så stor, at det føles som om det snart skal springes. Cille får lyst til at banke hovedet ind i væggen, så dum hun dog er. Minderne om hendes fars formanende stemme flyver rundt i kroppen på hende. Al den moral han lærte hende, er lært forgæves. Der er ingen vej ud af det her. Hun er til skam for sin far, og dyr for sin mor. Hun knytter næverne hårdt, i den ene ligger halskæden stadig, og neglene borer sig ind i huden. Det nytter ikke. Smerten indeni er stærkere end den i håndfladerne.

”Nej”, siger Cille med rystende stemme. Den skulle have været fast.

”Jamen, det skal du”, griner kontrolløren. Hun griner af det andet menneskes fiasko. ”Kom nu bare med de informationer. Jeg skal nok skrive dem ind i systemet for dig, hvis du ikke selv kan”, hun afslutter med et overbærende smil og lynende øjne.

En hvindende lyd i baggrunden får Cille til at flytte blikket fra gulvet og ud af vinduet. Toget kører nu halvt så hurtigt som før. Gnisten af håb i Cille, føles befriende i alt mørket. Kontrolløren hører også lyden og følger Cilles blik, men ser hurtigt og strengt over på hende igen.

”Det der! Det glemmer du alt om!”, kontrolløren hæver stemmen, og de andre rundt om i vognen ser forskrækket på kontrolløren og Cille. Igen mærker Cille tyngden af de dømmende øjnes blikke, og hendes eget begynder at flakke forvirret rundt. Planen om, at hvis ingen finder ud af noget om hendes ulovlige rejse, så er det ikke sket, er i hvert fald ødelagt. Kontrolløren griber hårdt fat i hendes overarm, med de røde negle dybt borende.

Hun sænker stemmen og læner sig ind mod Cille, hvilket får Cille til at trække sig tilbage i en bekvem stilling. ”Jeg er ligeglad med om du skal af her. Du skal bare betale de 750 kroner!”

Cilles grønne øjne tvinges væk fra kontrollørens grå, ned mod hånden om hendes arm og sidst ud af vinduet, hvor toget næsten holder stille. Det holder næsten stille!

”Giv slip på mig så jeg kan skrive de fucking ting ind!” hvæser Cille. Hun skal af her. Nok er dette et kæmpe nederlag, men hun kan ikke klare flere udfordringer lige nu. Toget holder stille. Dørene åbner. Kontrolløren har stadig sin gamle hånd knuget om Cilles overarm.

For anden gang den dag tages en forhastet beslutning. Med bankende hjerte og ukontrollert åndedræt, flår Cille sin arm tilbage i samme øjeblik som dørene langsomt lukker ud mod friheden. Damen giver et forskrækket råb fra sig og griber fat efter Cille igen. Nej!

En spids albue stødes ind i kontrollørens mave, og et hvirvar af brune lokker styrter mod den smalle åbning i metaldørene.

Mens kontrolløren står sammenkrummet tilbage, med en endnu vredere mine end før, høres der et skingert ”rend mig!” fra perronen.

Cilles hjerte banker løs, mens hun løber mod de grå rulletrapper på Tårnby station. Hun prøver at få kontrol over sin rykkende vejrtrækning samtidig med, at hun forsøger at ryste den klaustrofobiske følelse af at blive klemt af sig. Hun nåede kun lige at trække foden til sig inden dørene smækkede bag hende og susede videre over Øresund.

Hun tager, uden at se sig tilbage, rulletrappen op to skridt ad gangen. Med rystende hænder finder hun halskæden dybt begravet i læderjakkens lille lomme, og hun knuger den hårdt.

Hvis hendes far aldrig havde forladt hende var det her aldrig sket. Det er hun sikker på.

Da Cille går ud af døren til pladsen foran stationen, føles det som om alle verdens fødder tramper på hende – selvom det er hende, der tramper på alle andre.