Preben Boye boede og arbejdede i Torups gamle mejeri. Han blev 70 år

Preben Boye boede og arbejdede i Torups gamle mejeri. Han blev 70 år

Mindeord for kunstneren Preben Boye

Af
Af Henrik Bjørslev

MINDEORD Billedhuggeren Preben Boye var født i 1944. I sin tidlige ungdom begyndte han at male, men siden var det billedhuggerkunsten, der blev Preben Boyes livsvej. I første omgang arbejder i granit, senere i stigende omfang også i bronze, efter at han i 90erne blev oplært i bronzestøbning af Jørn Svendsen på Hollufgård. I de unge år var hans kunstneriske virksomhed suppleret med forskellige småjobs, men Preben Boye opnåede med årene stor anerkendelse, så de senere år havde han mulighed for blot at vælge de allermest spændende opgaver.
Preben Boye arbejdede altid helt uden assistenter, alt blev hugget og skåret med egne hænder.
Preben Boyes foretrukne materiale var granit, ofte den flammede røde halmstadsgranit, men også den mere vanskeligt forarbejdede sorte diabase anvendte han tit til sine skulpturer. Med en ydmyghed overfor den enkelte stens eget udtryk og muligheder udviklede Preben Boye en meget personlig stil ofte båret af de rene linjers kraft, og med en følsomhed i detaljerne, der udsprang af hans dybe kendskab til stenens natur og de muligheder hver enkelt sten bød på. Overfladerne veksler tit mellem jetbrændte flader og polering i forskelligt omfang, hvor han formåede at frilægge og blankpolere små detaljer, så folk tit havde svært ved at tro, det var den samme sten. Af og til fik stenens helt rå overflade lov til at spille med, og somme tider kombinerede han granitten med små figurer eller andre detaljer i bronze. I de senere år arbejdede han også med belægning med bladguld eller indlæg af dybrøde franske lakfarver. Mange af granitskulpturerne fremstår høje og slanke, kvindeskikkelser og engle var et par af de foretrukne motiver.
Preben Boye havde gode forudsætninger for at beregne de ofte voldsomme kræfter, der skulle tæmmes ved forarbejdning, transport og fastgørelse af de kæmpemæssige granitskulpturer, han jævnligt arbejdede med. En særlig udfordring var den 100 tons tunge granitskulptur 'Bro', den største sten, der er kommet til Danmark siden istiden, nu opstillet foran Codanhus i København. Også rokkestenen på Bornholm fik nyt liv, efter at Preben Boye en sommer fik den til at rokke igen. En opgave der senere gav ham inspiration til den store skulptur 'Stemningen' på Bispebjerg Kirkegård, der ved bestigning giver et let vip, så ringe breder sig i vandet på den lille omkringliggende sø.
Preben Boyes værker er i dag også repræsenteret mange steder i udlandet som f.eks. Island, Sverige, Norge, Tyskland, Luxembourg og Argentina. I Halsnæs er Preben Boye bl.a. kendt for den store skulptur 'Corona' på torvet i Frederiksværk, den høje slanke skulptur 'Efter Jagten' foran posthuset samt udsmykningsopgaver på kirkegårdene i Melby og Vinderød.
Andre kulturers levevis og kunstneriske udtryk var en vigtig inspiration for Preben Boye. I sin ungdom gennemførte han en længere rejse i Sydamerika og især de senere år kombinerede han sit virke med vinterlige inspirationsrejser til bl.a. Vietnam, Thailand, Indonesien og Påskeøerne. Også Island og Grønland spillede en stor rolle i Preben Boyes liv. Efter en opvækst i Island levede han sit voksne liv i Danmark, men hele 8 år tilbragte han sammenlagt i Grønland, ansat som tegner af henholdsvis Grønlands Geologiske Undersøgelser og Nationalmuseet, og boede der også en periode med sin familie. Mange vinterophold i Portugal blev det ligeledes til, efter at Preben Boye havde henlagt støbningen af sine figurer til et lille bronzestøberi i de portugisiske bjerge, hvor de mestrede 'cire perdue' teknikken, der gav ham friere spillerum i udformningen af detaljer end almindelig sandstøbning. Ofte var det små slanke menneskefigurer, der blev støbt efter antallet af medarbejdere i en større virksomhed, og så først blev opstillet i en stor installation på virksomheden, men senere splittet op, så hver medarbejder fik en lille skulptur med hjem.
Preben Boye fik sønnen Oscar og datteren Britta med sin første hustru, islandskfødte Audur, men den sidste del af hans liv blev 23 års intensiv livsrejse med Pia ved sin side. Efter en årrække at have haft atelier i Kunstnerhuset i Frederiksværk købte Preben Boye det gamle mejeri i Torup og omdannede det sammen med sin kone Pia til et hyggeligt og inspirerende kulturcenter med værksteder, butik, udstillinger, koncerter og til sidst også en fantastisk installation i den gamle mejerikælder, der på fascinerende vis giver et indblik i legebarnet Preben Boyes sprudlende fantasi og bringer visioner frem fra underbevidsthedens skatkammer.
Med sit stilfærdige og beskedne væsen, men samtidigt dybe engagement i sine medmenneskers liv og tanker, formåede Preben Boye næsten altid at brænde igennem som det naturlige midtpunkt i en forsamling. De levende blå øjne i det vejrbidte ansigt, hans gode humør og positive livsindstilling og ikke mindst hans dybe tilgang til livet med både åbenhed og ærlighed gik lige ind i hjerterne på de folk, der havde glæden af hans samvær.
Preben Boye valgte, efter pludseligt at være ramt af uhelbredelig sygdom, at blive hjemme på mejeriet i Torup, bistået af sin elskede kone Pia. Her fik han taget afsked med familie og venner og beholdt til det sidste et imponerende klarsyn, inden kræfterne langsomt ebbede ud.
Solformørkelse var det naturfænomen, der havde den største fascinationskraft på Preben Boye. Ofte rejste han langt for at opleve endnu en total solformørkelse, der for ham næsten virkede som et symbol på død og genopstandelse.
Nu er solen gået ned for Preben en sidste gang, men minderne hos alle, der har kendt ham, og de tusindvis af skulpturer han efterlader sig, lever videre.
Tak for alt det, du har givet os Preben, både som kunstner og som menneske.

Publiceret 17 October 2014 15:00