Anders Haahr Rasmussen stammer fra Frederiksværk.Foto: Kasper Løftgaard
Anders Haahr Rasmussen stammer fra Frederiksværk.Foto: Kasper Løftgaard
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny bog: Pludselig var Anders træt hele tiden

Anders Haahr Rasmussen, der stammer fra Frederiksværk, har skrevet en bog om at være kronisk træt uden at have en diagnose







PORTRÆT Anders Haahr Rasmussen er født og opvokset i Frederiksværk, men bor i dag i København.

I oktober var han gæst på Halsnæs Bogfest, hvor han fortalte om sin nye bog 'En fortælling om at være træt'.

Avisen har besøgt ham i hjemmet med udsigt over hovedstadens tage til en snak om bogen.

LÆS ANDERS' BETRAGTNINGER OM FREDERIKSVÆRK


Da trætheden slog til

Omkring julen 2014 skulle Anders' liv ændre sig drastisk: Fra at være en fyr med fuld fart på både i karrieren og privatlivet, faldt alt fra hinanden.

“Jeg spillede fodbold om formiddagen i Nørrebrohallen, og en dag gispede jeg efter vejret allerede efter få minutter. Da vidste jeg, der var noget helt galt. Jeg har altid kunnet løbe solen sort, men pludselig kunne jeg ikke engang slæbe poserne med hjem fra Netto. Jeg tænkte, hvad foregår der?”

Hans omgivelser begyndte at komme med “gode råd” som at gå en tur, men selv det blev han “for smadret” af. Han var ramt af en fysisk udmattelse fra han vågnede, som blev forværret ved fysisk aktivitet, ligesom hans krop ikke havde noget som helst værn mod virusser og forkølelser.

“Men der manglede en smoking gun, for hvad fanden skulle jeg sige til lægen? At jeg ikke kunne løbe mere?”

Derefter fik han den store rundtur i sundhedssystemet.

”Man kastes frem og tilbage som i en pinnball-maskine mellem infektionsmedicineren til hormonspecialisten osv. På eget initiativ endte jeg på et privathospital i Tyskland grundet høje borelia-infektionstal. Den vinter ville jeg bare af sted og have det lidt lækkert, så jeg tog til Indien.”

Rejsen blev begyndelsen på at følge en “ny lille retning”.

“Det føltes rigtigt at gøre små gode ting som at tage urtemedicin, gå tidligt i seng og stå tidligt op samme tid. Grundlaget er gode søvnrytmer. I lang tid var jeg afskåret fra fysisk aktivitet og sociale sammenkomster. Jeg lå i en sækkestol og hørte podcasts og lærte at strikke for ikke at kede mig ihjel.”

“Energien kommer langsomt tilbage, men det er stadig ynkeligt i forhold til, hvad jeg kunne førhen. Der er meget mentalt i ikke at gå og blive depri over, hvad jeg kunne engang, men i stedet sige; du gør det rigtige. Det føles som om, der er en retning fremad.”

Forfatteren optrådte med bogen på Halsnæs Bogfest. Foto: People’s Press
Forfatteren optrådte med bogen på Halsnæs Bogfest. Foto: People’s Press

Skruet karrieren ned

Da Anders var ansat som freelancer, kunne han ikke sygemelde sig og få løn.

“Jeg var heldig at arbejde som tenniskommentator for Eurosport, som ikke er fysisk krævende. Jeg tjener ikke det samme mere, for jeg har skruet ned for mange projekter, men har kunnet tilrettelægge det efter mine behov, hvilket er meget privilegeret.”

“Andre i samme situation har store kvaler, for de har ingen diagnose og kan ikke sygemelde sig, så det bliver en bureaukratisk kamp. Den behøver jeg ikke tage.”

Anders forklarer, hvordan forløbet har påvirket måden, han kan anstrenge sig på.

Indtil nu har han siddet stille og talt i roligt, drevent tempo, men idet han begynder at tale om at skrive og producere tekst, kramper han sig sammen og laver hastige tastebevægelser, mens hans ellers rolige tale og passive kropssprog skifter karakter, så han pludselig gestikulerer voldsomt og snakker hurtigere:

“Som skrivende journalist har det altid været ååhhh og bum - så filer jeg den sætning, og yes, og jeg skal huske det og det og det! Pruuuhhh, det kan jeg ikke mere...”

Han sunder sig lidt, inden han fortsætter.

“Jeg skrev en bog om Wozniacki i 2010. Det var smadrende hårdt. Hver sætning skulle være perfekt, og det hele skulle spille, så jeg sad med en tragt over hovedet. Efter det tænkte jeg, at jeg ville aldrig skrive en bog igen. Det var sygt hårdt, og man tjener ingen penge på det.”

“Det med at skrive har tidligere været et sted, jeg kunne realisere mine drømme, men med denne bog om træthed har jeg måttet være mere impulsiv og bare skrive mine egne ting ved at pløre derudad og lægge min forfængelighed til side.”

“Det er sådan, bogen blev skrevet – mere dagbogsagtigt med en times skriveri dagligt og ikke så perfekt - så måtte der komme en redaktør og hjælpe.”

Efterfølgende fik han “en masse hjælp” til at gøre dagbogssiderne til værket 'En fortælling om at være træt'.


Maskulinitet gik fløjten

Trætheden gjorde også, at Anders midt i en præstationskultur oplevede et identitetstab.

“Jeg følte, min maskulinitet gik fløjten. Før var jeg den, der fik ting til at ske og kunne det hele – fester og glade dage med mange mennesker omkring mig. Men hvem er tilbage, når jeg ikke gør alle de ting?”

“Det er svært at få en kæreste, når man er syg. Hele dating-scenen er et teaterstykke, hvor manden skal være initiativrig. Nu måtte jeg skære alkohol væk, og hvad skulle jeg svare, når pigen spurgte; hvad laver du for tiden? Jo, jeg har lige været til læge i Tyskland...”

“Jeg måtte spare energi op til sådanne møder og så rydde kalenderen bagefter og betale prisen for de fire øl, jeg drak.”


Ikke at skulle nå noget

For Anders blev forløbet en invitation til at finde ud af, hvad der er vigtigt i livet, og hvilke relationer, der tæller.

“Man lærer at skærpe sine prioriteter. Før var verden en buffet, og jeg ville have det hele. Jeg er via mit Indiens-besøg kommet frem til, at jeg ikke skal nå noget i livet. Det er en indsigt, jeg kan komme i kontakt med nogle få øjeblikke, og som er enormt saliggørende.”

“Faktisk er det den lækreste tanke at være fuld af, fordi den frigør og gennemsyrer al meditationspraksis og religiøs filosofi; I skal ikke gøre jer fortjent til guds kærlighed, I har den allerede, I skal bare lære at tage imod,” siger Anders og afslører en spirituel erkendelse.

“Budskabet er overalt, men det er enormt svært at føle det. Ved at blive tvunget ned i tempo og være taknemmelig og ydmyg, kan jeg nemmere komme i kontakt med den følelse. Ikke som at ligge i sengen og spise ostepops, men jeg skal ikke bevise noget over for nogle. Du er elsket og god nok. Det kan være tomme ord, men det kan også være en erkendelse helt ned i maven.”


Lever med systemnedbrud

Dit indre pres om at præstere er vel også stærkt?

“Ja, at skulle leve op til mit potentiale og realisere alt det, jeg har inde i mig,” siger Anders med syngende ironi i stemmen.

“Men det findes stadigvæk, og som jeg får det bedre, vender de dårlige vaner også tilbage, de stressende ambitioner og tanker. Så er det om at komme tilbage til basics.”

Han beskriver sig selv tidligere som kritisk og rationel, og religion sagde ham intet.

“Jeg så ned på selvhjælpsguruer, men sygdommen gjorde, at jeg ikke kunne holde paraderne oppe, og jeg blev mere åben over for andre sandheder. Jeg er vokset op i ironiens tidsalder, hvor man havde en cool distance til tingene.”

“Det oprigtigt og uden filter at gå ind i noget, får én til at se kikset ud og blive skrøbelig. Det er sikrere lige at analysere og pille det hele fra hinanden, fordi det gør en uangribelig.”

“Før troede jeg også, at alt, hvad jeg skulle vide om verden, skulle jeg lære med mit intellekt, men nu har jeg oplevet, at jeg også kan gøre mig indsigter gennem kroppen.”

Hvordan ser hans fremtid ud med begrænset energiniveau?

“Jeg har en hverdag, der fungerer. De dårlige dage er jeg meget træt og rammes af en frygtelig mistanke om, at en dag finder man den knap, der sidder forkert i mig. Men jeg har fundet mig til ro med, at der er sket et systemnedbrud, som er mentalt, fysisk og et miskmask af immunforsvar, medfødte defekter, stress og kærestesorger, som har lagt mig ned.”

“Nu skal jeg bygges op fra bunden, hvor jeg finder en bæredygtig måde at leve på. Indimellem tager jeg mig selv i at sidde som en gammel mand og blive glad over fuglefløjt.”


Publiceret: 04. December 2017 13:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis