Nikoline Gaarn, Luka Vojinovic og Mark Robert Christensen opnåede alle medaljer ved VM i Italien
Nikoline Gaarn, Luka Vojinovic og Mark Robert Christensen opnåede alle medaljer ved VM i Italien
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nikoline med VM-guld om halsen

Trekløver med guld, sølv og bronzemedaljer med hjem fra Italien




KARATE Taifu var repræsenteret med tre kæmpere, da der i den forgangne uge blev afviklet verdensmesterskaber i UKW-regi i den italienske by Montecatini.

UKW er et samlet stævne for tre forskellige typer karate, Generel Karate ( som Taifu er en del af), Traditionel Karate, samt Fuld Kontakt Karate. De tre stilarter afholder deres egen konkurrence inden for samme stævne.

Det var Nikoline Gaarn, Mark Robert Christensen og Luka Vojinovic der alle var en del af det danske landshold, som samlet kom hjem med fem guldmedaljer, fire af sølv, samt syv bronzemedaljer.


Hold og rotation

Og trekløveret fra Taifu tog stor del i den rødhvide succes i selskab med kæmpere fra hele 43 nationer. Således kom alle tre hjem med medaljer om halsen.

Nikoline Gaarn kan nu skrive verdensmester på sit cv. Nikoline og hendes hold sikrede guldmedaljen i disciplinen rotationskumite (kampe på skift) og umiddelbart efter efter sikrede det danske hold, med Nikoline Gaarn, sølv i disciplinen holdkumite. En flot præstation af det stærke hold.

Drengene Mark Robert Christensen og Luka Vojinovic leverede ligeledes stærkt i rotationskumite, men måtte se sig besejret på målstregen af de senere verdensmestre fra Rumænien i semifinalen. Velfortjente bronzemedaljer blev det dermed til.


Hård kontakt

Individuelt blev det til lige ved og næsten for det lokale trekløver.

Nikoline indledte med en overlegen sejr, men tabte herefter til en modstander som satte point ind få sekunder før tid, og efterfølgende vandt omkampen.

Luka Vojinovic kæmpede med masser af overblik og attitude, men måtte se sig diskvalificeret af dommerne pga. for hård kontakt med modstanderen. Senere i turneringen blev samme modstander i øvrigt diskvalificeret pga. skuespil!.

For Mark Robert Christensen blev den individuelle turnering kortvarig, da et spark til hovedet gjorde, at han måtte udgå. Den unge kæmper var dog hurtigt frisk igen, trods den hårde medfart.

Alt i alt en aldeles succesfuld uge for de lokale kæmpere der nød godt af opbakning fra medrejsende forældre og ikke mindst coach Charlotte Stensholm.


Publiceret: 04. December 2017 09:19

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis