En del af de elever, der er færdige med grundforløbet den 23. juni, nyder deres frokost foran skolen på Industrivej. Foto: JP Thiede
En del af de elever, der er færdige med grundforløbet den 23. juni, nyder deres frokost foran skolen på Industrivej. Foto: JP Thiede
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Metalskolen uddanner nyt kuld: Mange ledige pladser

Skolen i Frederiksværk har ledige pladser til opstart i august, og lærlinge er en mangel








UDDANNELSE Metalskolen i Frederiksværk kan fredag 23. juni levere tolv elever, der netop er blevet færdige med grundforløbet som industritekniker eller smed, og nu skal ud i lære.

Skolen, der hører under Erhvervsskolen Nordsjælland, har dog masser af ledige pladser til studieopstarten i august. Indtil nu er der kun besat otte af de i alt 22 ledige pladser.


Ingen lokale elever

Skolen kæmper således med at få elever på grundforløbet, og det er ikke blot et lokalt, men overordnet strukturelt problem for branchen.

“Vi har ikke en eneste elev fra lokalområdet, hvilket er besynderligt. Derfor vil vi råbe forældrene op, hvis deres barn kan lide at rode med maskiner; skolen her ligger altså lige rundt om hjørnet,” fortæller faglærer Bjarne Andersen en fredag formiddag på skolen.

Her har han besøg af Allan Thomsen, afdelingsformand i Dansk Metal Nordsjælland, samt salgschef hos Hundested Propeller, Martin Christensen, til en snak om branchens udfordringer med at rekruttere unge.


Lille fødekæde

Fødekæden med smede og industriteknikere er alt for lille, og det undrer de tre fagfolk fra metalbranchen.

“Måske skal lærlinge have mere i løn, og firmaer bestemmer jo selv, hvad de vil give en lærling. Og så skal de unge oplyses om, at de næsten er garanteret en læreplads efter grundforløbet, hvis de bare møder op og viser interesse for faget,” siger Bjarne Andersen.

Allan Thomsen byder ind:

“Håndværkere har generelt en pæn livsløn, men vi skal gøre faget attraktivt ved at synliggøre de muligheder, der er for beskæftigelse som udlært. Dansk Metal Nordsjælland er med i en partneraftale med kommunen, som går ud på markedsføre disse muligheder.”


Gymnasiesnobberi

“Hvis vi vidste, hvorfor de unge ikke søger ind, kunne vi bedre målrette indsatsen. Vi tænker, at gymnasiesnobberi og manglende tilskyndelse fra lærere eller forældre spiller en vis rolle, men uanset elevtal har vi prioriteret at bevare skolen her i Frederiksværk.”

Allan Thomsen kan ikke “garantere noget” med hensyn til fremtidige jobs, men han understreger, at ingen elever fra Metalskolen i Frederiksværk står uden læreplads. Dertil har flere lokale virksomheder i branchen udtrykt mangel på arbejdskraft.

“Desuden kan vi se på demografien blandt vores medlemmer på 55-65 år, at der vil opstå mange arbejdspladser i regionen de næste mange år, så der er stort behov for lærlinge,” tilføjer han.


Mange muligheder

Salgschef hos Hundested Propeller, Martin Christensen, genkender problemet med manglende metalhænder på jobmarkedet.

“Vi har i flere omgange haft svært ved at få industriteknikere og smede. Vi har været ude på skoler og fortælle om mulighederne, for man er ikke bundet til et lille værksted eller monotont arbejde, men kan eksempelvis blive montør og rejse verden rundt og arbejde.”

“Vi vil helst have arbejdskraft fra lokalområdet, det har vi bedst erfaringer med, for folk gider ikke køre for langt, men vi kan ikke trylle nogle frem her og nu. Derfor så vi gerne flere elever her på skolen, for det bremser vores udvikling, at vi ikke kan få fagpersonale,” siger han.

Martin Christensen understreger, at propelfabrikken altid har lærlinge under oplæring - aktuelt tre styk.


Tæt kontakt til elever

At Metalskolen har to faglærere til et fåtal af elever, byder på flere fordele, fortæller Bjarne Andersen:

“Det nære miljø gør, at eleverne ikke kan gemme sig. Vi følger dem tæt, og eleverne værdsætter den tætte kontakt, fordi vi har tid til dem og kan lytte, hvis der er problemer.”

Bjarne Andersen opfordrer unge, der måtte have interesse i uddannelsen, til at tage kontakt til skolen og få en samtale i stand, hvor man er velkommen til at tage forældre med.

“Så kan man se på vilkårene i ro og fred og stille de spørgsmål, man måtte have,” siger han.


Åbent hus 28. juni

Metalskolen har ansøgningsfrist frem til den 14. august, og i den forbindelse afholder skolen åbent hus onsdag 28. juni kl. 16-19 på Industrivej 29 i Frederiksværk.

Her viser faglærerne lokalerne frem, fortæller om uddannelserne og byder på lidt mad og drikke.

FAKTA

Metalskolen

-Ligger på Industrivej 29, Frederiksværk

-Tilbyder 20 ugers grundforløb for smede/industriteknikere

-Se mere på esnord.dk


Publiceret: 16. Juni 2017 13:45
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt