Der sprøjtes med RoundUp langs Nordeas og Kvicklys gule mure på Torvet og i flisernes mellemrum - også der hvor folk 'parkerer' deres hunde. Foto: Kim Larsen.

Der sprøjtes med RoundUp langs Nordeas og Kvicklys gule mure på Torvet og i flisernes mellemrum - også der hvor folk 'parkerer' deres hunde. Foto: Kim Larsen.

DEBAT:Der sprøjtes med gift på Torvet

Af Laila Miermont, Carl Ståltrådsvej, Melby

MILJØ Den anden dag mødte jeg en mand med en dunk på ryggen, der gik og sprøjtede ukrudtet i mellemrummene mellem fliserne og langs husmurene på området omkring Kvickly og Torvets øvrige gule erhvervslejemål i Frederiksværk.

Spurgte hvad han sprøjtede med? Han reagerede stærkt negativt med en 'vil-ikke-angribes-af-folk' slags udtalelse. Gik ind og handlede i Kvickly, men møder ham igen, lige udenfor.

Jeg kom i snak med ham og forstod, at han havde mødt mange, der hellere går efter personen i stedet for bolden. Det beklager jeg på alles vegne.

Jeg fortæller ham, at jeg er bekymret for miljøet, og at grunden til mit spørgsmål er, at jeg et øjeblik var bange for, at det var RoundUp, han havde i tanken på ryggen?

Det er RoundUp, siger han så!

Ups!

Jeg siger, at jeg troede, at kommunen var færdig med den slags. Han siger, at jeg skal få styr på fakta, for han er hyret af et privat ejendomsselskab, ikke af kommunen. Og at private gerne må sprøjte med gift.

Vi skilles uden uvenskab.

Jeg finder nummeret i vinduet på den tomme tandlægeklinik, Nordeas Ejendomsservice, nu med nyt navn DEAS A/S. Ringer og spørger, hvad de har gang i?

Jeg fortæller, i høflige men insisterende og en anelse varmblodige vendinger, at jeg synes, at det er fuldstændigt langt ude, at private ejendomsselskaber sprøjter med RoundUp på den ene side af vejen, mens kommunen fjerner ukrudt med afbrænding på den anden side af vejen.

Og at sprøjteriet forøvrigt bør stoppe lige nu! Og at jeg vil skrive om det og lave lige så meget ballade, som jeg overhovedet kan.

Jeg besøger derefter brugsuddeleren i Kvickly og spørger, om han ved, at der sprøjtes med RoundUp lige udenfor indgangen, mens jeg handler bæredygtigt og økologisk ind og bakker op om Coops klimavenlige ambitioner?

Imens står folks hunde - fx min hundeven Buller - bundet udenfor i tæt kontakt med de nyligt sprøjtede fliser.

Brugsuddeleren virker ikke umiddelbart begejstret over det, der åbenbart er en nyhed for ham, og vil straks kontakte sine overordnede og alle de rette vedkommende, så tingene kan komme frem i lyset og sat på rette plads.

Timer senere, hjemme i privaten, ringer telefonen.

Det er afdelingschef Per Rønn Andreasen fra DEAS A/S, der har hørt, at jeg har har forespurgt om deres brug af RoundUp på Torvet.

Han bedyrer igen og igen, at det kun er ganske få steder, at de bruger RoundUp. At de foretrækker afbrænding af ukrudt, og at det er den metode, de bruger langt de fleste steder.

Jeg beder ham sende mig deres regnskaber, for så kan jeg jo hurtigt se sort på hvidt, hvad deres årlige forbrug af RoundUp er divideret med DEAS A/S udendørs arealers kvadratmeter. Som forventet er det selvfølgelig ikke en mulighed.

Jeg giver mig ikke og siger, at jeg forventer at brugen af RoundUp i Frederiksværk er et overstået kapitel. At Torvets erhvervsejendomme fra nu af tilhører den gruppe af DEAS-ejendomme, der er totalt RoundUp-frie.

Jeg synes ikke, at vi moralsk set kan have en kommune, der afstår fra at sprøjte med gift på den ene side af vejen, mens et privat ejendomsselskab vælger at sprøjte med gift på den anden side af vejen. Fordi de må.

Måske skulle kommunen træde i karakter og tage en snak med de private ejendomsselskaber eller måske bare forbyde RoundUp og andet plantegift helt og aldeles for alle private ejendoms-, bolig- og haveejere i Halsnæs Kommune?

Og på den måde vise, at man tager alle de frygtelige fakta om klima og miljø seriøst i en tid, hvor giftstofferne vælter ind i grundvandet, at madvarer nærmest er giftige, og insekter og dyrearter uddør i en alarmerende fart!

Hvor meget mere gift vil vi have i vores omgivelser? Det må vi alle tænke over.

Og så må vi se, om DEAS ved nærmere eftertanke finder en anden og ugiftig metode at udrydde de få græsstrå, der formaster sig til at se dagens lys langs de gule bygninger på Torvet i Frederiksværk. Måske finder de et skuffejern frem - eller også skuffer de bare! Vi får se.

SVAR

Afdelingschef i DEAS Facility Services, Per Rønn Andreasen, svarer:

Vi foretager som udgangspunkt altid ukrudtsbekæmpelse på grønne arealer med håndkraft, fx skuffejern. Og på faste belægninger, som fx fliser og asfalt, bekæmper vi ukrudt ved at brænde med en ukrudtsbrænder. Vi løser på denne måde langt størstedelen af vores opgaver med ukrudtsbekæmpelse.

Der kan dog være særlige forhold, hvor der må anvendes andre metoder. Det kan fx være, når der er tørke, eller hvis vækstbetingelserne for ukrudtet er særligt gunstige. Her kan vi undtagelsesvis vælge at bruge alternativer som salt eller Round Up, hvis belægningen er af beton. Her vil salt nedbryde fliserne, hvilket gælder i det aktuelle tilfælde, som Laila henviser til. Vores viceværter er altid uddannet og instrueret i at bruge Roundup korrekt.

Det har stor betydning for DEAS, at vi leverer en etisk og bæredygtigt løsning på de ejendomme, vi servicerer. Som medlem af SBA – Servicebranchens Arbejdsgiverforening – er vi derfor også godkendt til Servicenormen og lever op til Servicenormens krav om bl.a. uddannelse af personale, miljøhensyn, opdaterede serviceattester m.m.

Publiceret 25 June 2019 14:50