DEBAT: Kære politikere - I er ved at begå en fejl

På vegne af de forældrevalgte i Skolebestyrelsen på Hundested Skole, Sanne Falther Svankilde (Skolebestyrelsesformand)

SKOLEBUS Kære politikere: Børnene på Hundested Skole kan ikke undvære deres skolebus.

For skolebestyrelsen på Hundested Skole er vores lokale folkeskole det naturlige førstevalg. Det skyldes først og fremmest høj kvalitet og god undervisning på skolen, men meget andet spiller også en vigtig rolle. F.eks. at vi ved, at vores børn kommer trygt og sikkert i skole.

Hvis I politikere vælger at nedlægge kørsel af eleverne med skolebus, er det en forringelse af kommunens service over for os forældre. Det vil ramme vores skole hårdt, for hvis eleverne fremover skal benytte rutebusser, mister vi som forældre den tryghed, der ligger i at bruge skolebusserne.

I rutebusserne er der ikke nødvendigvis siddeplads til alle, der er ikke sikkerhedsseler og det er ikke den samme chauffør hver dag, som er ansat til opgaven – også den pædagogiske del af den. Og hvad sker der, hvis der ikke er plads i rutebussen??

Tryghed for eleverne og forældrene er vigtigt, og kørslen med skolebus er særligt tilrettelagt i forhold til at transportere eleverne sikkert til og fra vores skole – og til tiden. Går man væk fra denne ordning, vil der være elever, som skal krydse veje, også veje som må betegnes som trafikfarlige, f.eks. ved Torup og Høje Topholm.

Kære politikere! I er ved at begå en fejl! Trygheden ved at vores børn kører med skolebus forsvinder og vi frygter at nogle forældre begynder at kigge andre steder hen i forhold til deres børns skolegang + tilgangen af nye børnefamilier til Hundested kan falde, hvis skolebussen forsvinder. Det vil have store konsekvenser for vores skole, hvis der sker en yderligere udhuling.

Vi har en god skole, som vi er glade for og sådan ønsker vi, at det bliver ved med at være.

Kære politikere, bevar skolebussen i Hundested.

Publiceret 22 March 2019 13:31