DEBAT: VUC-lukning rammer hårdt lokalt

Af Nick Hækkerup, Udenrigsordfører Soc.dem.

VUC Til sommer lukker otte VUC-afdelinger, mens 13 afdelinger er truede – også her hos os i Frederiksværk må VUC dreje nøglen om.

VUC er presset fra flere sider. Der er FGU’en, som skal sikre flere under 25 år uddannelse eller varigt job. Samtidig søger færre lige nu ind på VUC, fordi der er højkonjunktur. Og endelig er der regeringens omprioriteringsbidrag, som er et alvorligt angreb. Siden 2016 har regeringen gennemført nedskæringer på VUC’erne for 1,6 mia. kr. Det forværrer udfordringerne, fordi det ikke kan løbe rundt med mindre hold.

Når lokale uddannelser lukker, har det stor betydning. For mange mennesker over 25 år er VUC muligheden for at hoppe på uddannelsestoget, hvis man ikke kom på som ung. Halvdelen af kursisterne på VUC er forældre, og mange af dem er enlige. De har ikke mulighed for at rejse langt hver dag, hvis hverdagen skal hænge sammen. Er der ikke lokale tilbud, får mange ganske enkelt ikke gennemført en uddannelse.

I Socialdemokratiet mener vi, at Danmark skal hænge sammen. Uddannelsestilbud skal ikke centraliseres i de større byer, men være bredt tilgængelige. Derfor vil vi afskaffe omprioriteringsbidraget, så det sikres, at uddannelsestilbud spredes ud over landet, hvor kursisterne er.

Publiceret 18 March 2019 14:34