Folketingsmedlem Mette Abildgaard (C) på Overdrevet

Folketingsmedlem Mette Abildgaard (C) på Overdrevet

DEBAT: Naturperle er med i naturkanon

Af Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti

NATURKANON Melby Overdrev og Tisvilde Hegn. Råbjerg Mile og Lille Vildmose. De ligger i hver sin ende af landet, men fælles er, at de består af helt enestående dansk natur.

Og nu er de også en del af den danske naturkanon!

Naturkanonen består af 15 steder i Danmark, hvor naturen er noget helt særligt og værd at besøge. Jeg er så glad og stolt over, at den endelig er blevet til virkelighed. Det er noget, som vi i Det Konservative Folkeparti fik skrevet ind i regeringsgrundlaget, og som jeg har arbejdet benhårdt for at få op at stå som miljø- og klimaordfører.

Så kan man spørge, hvorfor vi har så hårdt brug for en naturkanon? Det skal jeg fortælle jer.

I en tid hvor flybilletter bliver billigere og billigere, og vi rejser mere og mere, er vi kommet tættere på udlandet, men længere væk fra Danmark. Der er mange, der har set Grand Canyon i USA eller regnskoven i Thailand, men som aldrig har besøgt Mols Bjerge, gået rundt i Svanninge Bakker eller sejlet i kano på Gudenåen.

Det er fantastisk, at vi har så gode muligheder for at se verden. Men det er altså ikke nødvendigt at rejse om på den anden side af jorden for at få nogle stærke oplevelser. For vi har så mange smukke steder i Danmark fyldt med vild og historisk natur!

Det håber jeg, naturkanonen kan være med til at sætte fokus på.

De 15 steder er nøje udvalgt og tager udgangspunkt i indspark fra danskere rundt om i hele landet. Alle har nemlig kunne indsende deres bud på, hvilke områder der skulle være med.

Det blev til 1671 forslag. Jeg er så imponeret over at se den store opbakning, vores ide har fået!

En jury bestående blandt andet af naturformidleren Sebastian Klein, hele Danmarks bonderøv Frank Erichsen og præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, har udvalgt og nomineret 30 potentielle steder. De er nu blevet skåret ned til den endelige naturkanon, som viser vores bud på de tre dejligste naturperler i hver af de fem regioner.

Et af områderne ligger lige her i Nordsjælland - Melby Overdrev og Tisvilde Hegn. Her kan man gå på opdagelse i troldeskoven, skue udover Sjællands største hede og besøge en gammel slotsruin. Tag ud og se det, hvis ikke I allerede har været der.

Hermed en opfordring til at trække i støvlerne og vinterjakken og tage ud og udforske smukke Danmark! Husk – der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.

Publiceret 21 November 2018 11:00

SENESTE TV