Timo Jattu

Timo Jattu

DEBAT: Stordrift på bekostning af borgerne

Af Timo Jattu, Det Miljø & Radikale Parti

KLINIK Tandpleje skal samles i en stor klinik – Et selvmål som jeg skrev sidst.

Hvad er argumentationen egentlig for at lave en stor klinik? – vi skal være mere attraktive. Det er billigt at bo i Halsnæs, med andre ord – man kan faktisk arbejde i Halsnæs og bo i Halsnæs samtidigt, som tandlæge/plejer.

Vi har gode badestrande – ja der har været lidt flere badegæster end normalt i år, alligevel har vi ekstremt meget plads i forhold til strande tættere på København. Så er der lige skoven, naturen, de rekreative områder, kunst og kultur. Vi har ikke ret meget trafik – ja 20.000 biler i Kregme rundkørsel, men det er jo intet i forhold til trafikken i København, og den tilhørende forurening. Faktisk er Halsnæs et fantastisk sted at bo, okay de er så lige det med at byrådet har fyret alle vores pædagoger, lærere, plejepersonale, brandmænd mv. Vi er med andre ord rigtigt attraktive.

Der bliver også nævnt at det ikke er muligt at tiltrække tandlæger/tandplejere til Halsnæs, og mindre klinikker. Nej, der skal man have stordrift på bekostning af borgerne og specielt de svage børn. I Halsnæs som åbenbart ikke formår at tiltrække tandlæger/plejere, må der jo så være et stort behov for personale. Hvis man søger på job til tandlæger/tandplejere får man omkring 400 stillingsopslag i hele landet. I Halsnæs er der præcist 0 stillinger ledige som tandlæge eller tandplejer. Til gengæld er der rigeligt med ledige stillinger i de større byer, på deres attraktive ”storklinikker”. Vi er faktisk rigtigt gode til at tiltrække tandlæger/plejere...

Hvorfor ikke lave en rotationsordning imellem de forskellige klinikker, så får man den efterspurgte sparring, nemt og gratis. Et ønske om fleksible åbningstider: Hvis tandklinikken er på skolen, eller kommer til skolen, så er der vel ikke noget behov for at have fleksible åbningstider?

Det er nemt for børnene, nemt for forældrene (der spareR en fridag), når tandklinikken ligger på skolen – Det giver større jobsikkerhed for forældrene, når de ikke skal tage fri fra deres arbejde. Det betyder også at familierne, kan bruge deres tid sammen, i stedet for at skulle til tandlægen.

Vi kunne jo vælge at passe på vores borgere, unge som gamle – Og give et højt serviceniveau i kommunen. Det kræver dog, at man stopper med de tåbelige lappeløsninger, og bruger pengene på noget fornuftigt.

Publiceret 08 September 2018 08:30

SENESTE TV