Mine tanker ved min morfars sidste tid - og en hilsen til hjemmeplejen i Halsnæs

Tina Sørensen, barnebarn til Ole

HJEMMEPLEJEN Vores elskede morfar og far blev pludselig ramt af sygdom her i sommeren 2018. Han fik konstateret en aggressiv type af lymfom, som sad i hjernen. Der skete nogle voldsomme forandringer med ham på meget kort tid, og for hver dag der gik blev han dårligere, på trods af en stor indsats fra lægerne.

Vi fik hurtigt brug for hjemmepleje, da vi havde beslutte,t at morfar skulle blive hjemme til det sidste. Det følgende skrev jeg en nat, hvor jeg lå vågen og kunne høre, at hjemmeplejen var kommet for at hjælpe min morfar. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad det gjorde mig at høre hvor pænt og respektfuldt de behandlede min morfar. Og da jeg ikke kunne falde i søvn igen, gav jeg mig i stedet til at skrive mine tanker ned.

Nu har min morfar endelig fået fred, efter nogle meget anstrengte sidste uger. Han sov ind om aftenen 26/8, mens min mor og jeg begge sad ved ham.

Mine tanker

Jeg vågner, fordi jeg kan høre, at det rumsterer i værelset nedenunder. Jeg får famlet mig frem til min mobiltelefon, der ligger er sted ved siden af min hovedpude. Klokken er 03.04. Det er midt om natten, bogstaveligt talt.

Det er hjemmeplejen, som er kommet for at hjælpe min morfar på toilettet. Det er noget af en kraftanstrengelse for dem begge to, min morfar er nemlig blevet rigtig syg og har brug for maksimal støtte og hjælp til alt.

For 5 år siden mistede vi min mormor, og efterfølgende flyttede min morfar op ‘på gården’ i Melby hos min mor. Her har de boet sammen siden med en hel folk små hunde og endnu flere små ponyer. Det var lidt svært i starten med alle de udfordringer, der følger efter tabet af en elsket og starten på en helt ny tilværelse.

Men tingene flaskede sig, og det har givet os alle sammen nogen fantastiske år sammen. Jeg siger os, fordi jeg selv valfarter hjem til gården ligeså ofte jeg får muligheden for det. Morfar og mormor har været en kæmpe del af mit liv altid, og de har været med til at give mig en helt fantastisk barndom med minder, der vil vare ved for altid. Også i mit voksenliv har de altid været med på sidelinjen, og jeg vil vove at påstå, at vi har et helt særligt bånd i vores familie.

For ca. 3 måneder siden blev min morfar så syg. Pludselig ændrede han adfærd, og fra at have været i stand til klare stort set alt selv, så begyndte han pludselig at virke forvirret og fik vanskeligheder med helt basale dagligdagsopgaver.

I starten var ændringerne meget diskrete, så vi ringede 'bare' til lægen og fik bestilt en tid til et rutinetjek inden for de næste par dage. Måske var det bare varmen, eller alderen der trykkede.

Næste morgen var det dog helt galt, han kunne pludselig hverken tage sine sokker på eller holde på kniv og gaffel. Vi ringede 112 på mistanke om en blodprop i hjernen. Det viste sig, at det ikke var en blodprop, men en kræftknude som trykkede et bestemt sted i hjernen på morfar, og gav ham symptomer. Himmel og hav blev sat i bevægelse, og et langt udredningsforløb gik i gang. Morfar kom straks i gang med et kræftpakkeforløb.

I løfter en tung byrde, som jeg desværre tror bliver overset af mange. Det er ærgerligt, for det kan ikke beskrives med ord, hvor vigtig jeres opgave er.

Nu er vi der, hvor der er forsøgt med både operation, kemoterapi og binyrebarkhormon i stride strømme og må desværre konkludere, at kræften ikke lader sig knække. Derfor har vi i samråd med lægerne besluttet at stoppe behandlingen, som i øvrigt har gjort morfar vældig utilpas. Det betyder, at vi nu har fået ham hjem igen, hvor han kan være sammen med os og hans små mopser, som han elsker højt.

Det er her hjemmeplejen kommer ind i billedet. De kommer fem gange i løbet af dagen for at hjælpe morfar med de ting, som han ikke længere er i stand til pga. sin sygdom. Og nu har han altså også fået tildelt nattebesøg.

Jeg selv er taget hjem fra Jylland, hvor jeg ellers i øjeblikket er placeret i min første stilling som læge. Jeg har brug for at være sammen med min morfar.

Og nu ligger jeg altså her i værelset ovenpå og kan høre, hvordan hjemmehjælperen kæmper en brav kamp for at assistere morfar til toilettet. Det er ikke nemt med rollator og et hjem, som slet ikke er bygget til den slags, men hun opmuntrer flittigt morfar og hjælper ham blidt på vej: “Du klarer det rigtigt godt Ole”.

Han er forvirret og kan ikke helt forstå, hvad tid på dagen det er. Hjemmeplejeren forklarer morfar, at det er midt om natten:

"De andre sover. Også de små hunde. Jeg sagde lige goddag til dem inde i stuen, men de sov bare videre. Det er nogle rigtige vagthunde hva?" siger hun spøgefuldt og morfar stemmer i.

En halv times tid senere kan jeg høre, at morfar nu igen er på plads i sengen:

“Kan du så sove rigtig godt” siger hjemmehjælperen og lukker stille døren til værelset igen.

Man oplever en enorm sorg og afmagt, når de man elsker pludselig bliver syge og ikke længere kan klare sig selv. Samtidig står man over for den erkendelse, at man som pårørende nok heller ikke kan klare det hele alene, uden hjælp.

Det er grænseoverskridende at skulle overlade plejen af ens nærmeste til fremmede, og man forestiller sig de værste scenarier. Vi har da også haft visse udfordringer i forløbet, som har skyldtes rigide regler og logiske problemstillinger. Heldigvis er det lykkedes at løse det meste.

Det vigtigste er, at de menneskelige værdier hos personalet har været i orden. Det er bestemt ikke nemt at skulle være tålmodig, rummelig og omsorgsfuld midt om natten. Det ved jeg af personlig erfaring. Samfundet omkring en sover, og man kæmper til tider en kamp med sit indre ur, der mener at man burde gøre det samme.

I løfter en tung byrde, som jeg desværre tror bliver overset af mange. Det er ærgerligt, for det kan ikke beskrives med ord, hvor vigtig jeres opgave er.

Dette skriv er egentligt bare en ventil for mine egne tanker, og et redskab til at bearbejde de mange følelser, som presser sig på i øjeblikket. Men det er også en anerkendelse af de mennesker, der har valgt at bruge deres arbejdsliv på at hjælpe de, som ikke længere kan selv. Jeg vil gerne sige tak for det.

Tusind tak for den indsats, I lægger ude i de danske hjem, hvor borgere og deres familier er ramt af sygdom, funktionstab, krise og sorg. Tak til de hjemmeplejere, som er kommet her i vores hjem, og som har formået at være hjertevarme og kærlige overfor min morfar i den sværeste tid.

Selvom han ikke har kunne give udtryk for det selv, så ved jeg, at han har mærket, at nogen har villet ham det godt og samtidig har accepteret, at det han har formået her i den sidste tid har været ganske sparsomt. Det har betydet alverden for os, som pårørende. Så af hjertet tak - og keep going.

Publiceret 04 September 2018 12:33

SENESTE TV