Flyt Folkemødet til Hundested Havn

Af
Rasmus Stoklund

Socialdemokratisk folketingskandidat Halsnæs-Fr.-sund

FORSLAG Når jeg de senere år har deltaget på Folkemødet, har det slået mig, hvor ufolkeligt arrangementet desværre er blevet på en række områder. Det skyldes dels, at VIP-arrangementer fylder en del. Dels at priserne for overnatning i nærheden af Allinge er tårnhøje.

Altinget kunne allerede i 2016 berette, at en pris på 35.000 kroner for at leje et hus i Allinge i fire dage ikke er usædvanlig. Og dels at alene transportomkostningerne fra resten af Danmark til Bornholm er ganske betydelige. Ønsker en jyde, fynbo eller sjællænder at deltage på Folkemødet et par dage eller tre, så vil den gennemsnitlige families sommerferiebudget hurtigt være opbrugt.

Det er ærgerligt, for Folkemødet er grundlæggende et festligt arrangement med anderledes debatter, sommerstemning og mulighed for at blive klogere. Samtidig er det en god mulighed for små og store virksomheder og organisationer til at mødes på tværs og få politikerne i tale i uformelle rammer. Jeg har selv deltaget i flere år, men i år er jeg på barselsorlov med vores mindste.

Jeg kan ikke dokumentere det, og måske tager jeg fejl, men jeg vil alligevel vove en påstand: Folkemødet gæstes primært af folk, der får deres deltagelse betalt, samt den højere middelklasse uden hjemmeboende børn. Deres deltagelse er dem vel undt, og mit indlæg skal bestemt ikke forstås som en kritik af dem, men det ville være positivt, hvis Folkemødet også blev et realistisk udflugtsmål for alle andre danskere.

Derfor kunne man overveje, om ikke Folkemødet skulle gå på tur i de fem regioner plus Bornholm. Hvis man lod Folkemødet turnere rundt mellem landsdelene ville hele befolkningen have mulighed for at lave en udflugt til Folkemødets arrangementer uden at betale for dyr indkvartering og transport.

Her i Region Hovedstaden kunne Hundested Havn være en helt oplagt placering, som byder på mange af de samme kvaliteter som havnen i Allinge på Bornholm.

Publiceret 13 June 2018 11:55

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV