DEBAT:

Flere pædagoger er en god investering

Morten Lorenzen, spidskandidat for Radikale Venstre i Halsnæs og kandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden

KV17 Normeringerne i vores vuggestuer og børnehaver skal forbedres. Det går Radikale Venstre til valg på. I alt for lang tid, har daginstitutionerne i Halsnæs været udpint. Resultatet er stressede medarbejdere, stressede forældre og stressede børn. Det går ikke længere, vi ødelægger hele fundamentet for vores børnepasning - og fremtidens sociale problemer, skabes i dag.

Det er ikke kun pædagogerne, forældrene og fornuftige politikere der mener, at der skal ske noget, nu ! Det Økonomiske Råd har udgivet en vismandsrapport, hvor én af anbefalingerne er: "Bedre normeringer og flere uddannede pædagoger kan give en stor gevinst på lang sigt. Og det er vigtigt, at politikerne tager disse langsigtede effekter med i deres overvejelser, hvis de ikke vil risikere at træffe beslutninger på et forkert grundlag."

Vismændene konkludere altså, at politikerne skal se daginstitutionerne som en investering, ikke en omkostning. Gode daginstitutioner med den rigtige normering og flere uddannede pædagoger er en gevinst for børnene, og en sund investering for samfundet.

Radikale Venstre i Halsnæs arbejder seriøst med at sikre flere midler til bedre normeringer. Men vi har brug for vælgernes opbakning til kommunalvalget. At stå udenfor byrådet er vanskeligt. Vi skal ind, der hvor tingene besluttes. Stem på Radikale Venstre, når det handler om mennesker.

Publiceret 07 November 2017 19:00

SENESTE TV