Til ferniseringen stod der en stor isblok i Gjethuset, som blev brugt til at vise hvordan kunstnerne havde manipuleret isen og smelteprocessen og fået inspiration fra det. Fotos Jan Stephan

Til ferniseringen stod der en stor isblok i Gjethuset, som blev brugt til at vise hvordan kunstnerne havde manipuleret isen og smelteprocessen og fået inspiration fra det. Fotos Jan Stephan

Egeværk i Gjethuset: "Fedt at udstille lokalt"

Lørdag eftermiddag åbnede udstillingen 'Shapes of Ice' i Gjethuset

Af
Rikke Bjørnskov Iversen

praktikant

Fernisering Lørdag d. 17. August åbnede udstillingen ‘Shapes of Ice’ i Gjethuset.

Det er møbelsnedkerne Lasse Kristensen og Mette Bentzen fra snedkerværkstedet Egeværk på Hundested Havn, der står bag den nye udstilling, hvor der vises en serie skulpturelle møbler, der er inspirerede af is og smelteprocessen.

Flotte ord til åbningen

Til åbningen startede leder af Gjethuset Ulrik Münster-Swendsen med at byde velkommen til kunstnerne og gæsterne:

“Vi vil gerne udvikle vores udstillinger fra mere end bare den klassiske kunst, men også det mere brede inde for kunsten. Den udstilling vi har i dag er et sindssygt godt eksempel på det.”

Arkitekten Hannes Stephensen som Egeværk tidligere har arbejdet sammen med holdt også en tale.

“Inspirationen virker kun et sekund eller mindre, kunsten er at fastholde det og give det næring. Inspirationen er alle vegne. Alt kan bruges, blot man giver sig tid til at gribe oplevelsen og bearbejde den og give den form. Kunsten består i at overleve alle de mislykkede skitser, indtil der opstår nogle selvfølgeligheder som man burde have set for længst.”

Første lokale udstilling

Egeværket har tidligere udstillet mange steder rundt omkring i verden, blandt andet adskillige steder i Europa og USA, men dette er den første lokale udstilling.

“Det er super fedt at udstille lokalt. En stor del af de mennesker der er her idag kommer tit på værkstedet og ser os arbejde. Så får de fortalt en masse om værkerne, men de når ikke at se dem blive færdige, fordi normalt når et værk bliver færdigt på værkstedet kommer det ud af døren samme dag. Derfor er det rart at vise dem værkerne her.” fortæller Mette Bentzen, en af kunstnerne bag udstillingen.

Publiceret 19 August 2019 11:59