Bo Schiøler. Pressefoto

Bo Schiøler. Pressefoto

Komponisten Bo Schiøler fortæller

Manden bag Kattejammerrock m.m. holder foredrag

FOREDRAG Mange forbinder nok navnet Bo Schiøler med Vesterbro Ungdomsgård og hits som Kattejammerrock, men faktisk er han en slags kulturel altmuligmand.

I Odd Fellow-logen den 28. august kl. 14 fortæller den 73-årige komponist "en broget historie om at være sangskriver og altmuligmand på kulturens magarinefabrik i et langt og godt liv".

Schiøler er nærmest ustoppelig og har i mere end 50 år skrevet en overflod af digte, sange og teaterstykker. Først, i 44 år, som sangskriver for Vesterbro Ungdomsgård, og siden 2014 som leder af seniorbandet Bo Schiøler & Skavankerne.

For selvom fødselsåret skriver 1945 er han altid i gang med f.eks. at skrive nye sange, afholde koncerter og indspille CD’er. Hans virke har udløst et hav af priser, han er bl.a. Ridder af Dannebrog, modtager af DJBFAs hæderspris, Martin Andersen Nexøs Æreslegat, Scherfig-Kirk-Gelsted Prisen, Gerda Prisen m.fl.

Med guitar og livslang erfaring, instinkter og viden pløjer Bo Schiøler sin musikalske vej fra ung rebel til rebelsk pensionist med temaer som humanisme, solidaritet, sameksistens og ligeværd.

Hør hans historie i logen på Sandskårsvej 4 i Frederiksværk.

Publiceret 18 August 2019 00:00