Orfeus Balkan Ensemble

Orfeus Balkan Ensemble

Balkanmusik i Kino

KONCERT Hundested Kino indleder sensommerens koncerter med to balkankoncerter fredag den 16. august kl. 20.

Den første er med Orfeus Balkan Ensemble. Her kan man opleve ægte bulgarsk folkemusik: Masser af fantastiske takt- og tonearter, vilde soloer samt både skægge og gribende folkesange. Balkan - og ikke mindst Bulgarien - er kendt i hele verden for sin fantastiske folkemusik. Musik, der er nuanceret, ekvilibristisk, kompleks, melodisk, med en smittende energi og stor følelsesmæssig dybde.

Orfeus Balkan Ensemble, der blev dannet i dannet i 2014, og består af to danske og to bulgarske musikere, der alle har viet deres liv til denne musik, og er trængt dybt ind i dens hemmeligheder og behersker den med stort overskud og professionalisme. Sidste år udgav Orfeus sit første album “Zakachka” (“Drilleri”) - og var på turné i Serbien og Bulgarien, hvor de har opnået stor popularitet - ligesom bandet er populært blandt bulgarer i DK.

Musikken kommer fra alle egne af Bulgarien - med rod i den ældgamle tradition - og i kontakt med den moderne folkemusik anno 2018. Repertoiret rummer arrangementer af ældgamle folkesange, populære hits samt egne kompositioner - både autentisk, og samtidig med bandets helt egen lyd. Musikkens karakter bevæger sig mellem yderpunkterne - fra langsomme ballader over smukke, melodiske sange til åndeløst virtuose instrumentalnumre med improviserede soloer i alle Balkans “skæve” rytmer. Under koncerten bliver publikum delagtiggjort i musikernes store viden - der bliver fortalt om sangene, om historien, musikken og om de helt specielle taktarter...

Billetsalg via www.hundestedkino.dk eller ved indgangen.

Publiceret 11 August 2019 09:30