De sidste replikker øves inden premieren på 'Sommerhuset' i Støbeskeen

De sidste replikker øves inden premieren på 'Sommerhuset' i Støbeskeen

'Sommerhuset' i Støbeskeen

Sara Lassen debuterer som instruktør ved forårets forestilling

Af
Thomas Quvang

Teater Johannes har inviteret sine fire bedste venner i sommerhus. Therese, Fie, Christian og Adam. De troede hver især, at de skulle være alene med ham, men nu er de fanget i hinandens selskab.

Fire mennesker et øde sted, tæt ved skov og strand. Og lige så meget de holder af Johannes, ligeså lidt bryder de sig om hinanden. Den første aften ender i en voldsom druktur. Den næste morgen er Johannes væk.

Amatørteatret Støbeskeen har netop åbnet for bestilling af billetter til forårets forestilling 'Sommerhuset' som er skrevet af Magnus Berg og Thea Kulvig og instrueret af Sara Lassen.

Første instruktøropgave

I denne komedie, følger vi de fire karakterers forsøg på at opstøve Johannes. Gennem hurtig dialog, rekonstruktioner, rollefordoblinger, genremiks og humor genskabes aftenen forinden, og hemmelighederne vælter ud af skabene.

"Det er Sara Lassens første instruktøropgave, og vi glæder os alle til at se resultatet. Da instruktører i Støbeskeen er en mangelvare, er det fantastisk at en af vores unge medlemmer, har mod på denne opgave", udtaler Formand Pernille Prag.

Det er ikke en let forestilling Sara Lassen har valgt, da handlingen og skiftene mellem nutid, datid samt metatekster er afgørende for forståelsen af forestillingen. 'Sommerhuset” bliver spillet af fire unge dygtige skuespillere.

"Det er ikke et hold der har spillet sammen før, så vi har arbejdet meget med berøring, tryghed, kropssprog, sprog og tid. Det er også et hold, hvor vi har været fælles om mange af rollerne i en opsætning. Alle har hjulpet med teknikken, scenografien og kostumerne", siger Pernille Prag.

Caféen har åben

Selve forestillingen varer omkring 70 minutter og tilskuerne skal være opmærksom på, at der ikke er pause i dette stykke, men at caféen åbner for gæsterne en halv times før forestillingens begyndelse.

Se spilledage og tidspunkter på Støbeskeens hjemmeside: http://www.stobeskeen.dk/.

Publiceret 21 March 2019 00:00