Frederiksværkegnens Historiske Forenings foredrag omhandler de arkæologiske undersøgelser forud for anlæggelsen af Metro Cityringen i København

Frederiksværkegnens Historiske Forenings foredrag omhandler de arkæologiske undersøgelser forud for anlæggelsen af Metro Cityringen i København

Højdepunkter fra under overfladen

Arkæologiske højdepunkter fra udgravningerne omkring Metro Cityringen

Foredrag Frederiksværkegnens Historiske Forening afholder årets første foredrag onsdag 16. januar kl. 1930 på biblioteket i Frederiksværk.

Her er emnet 'Højdepunkter fra under overfladen' – om de arkæologiske undersøgelser forud for anlæggelsen af Metro Cityringen i København.

I foredraget vil arkæolog og museumsinspektør Camilla Haarby Hansen fra Københavns Museum præsentere et bredt udsnit af de arkæologiske højdepunkter fra udgravningerne på Kongens Nytorv, Gammel Strand og Rådhuspladsen, der gik forud for anlæggelsen af Metro Cityringen.

Middelalderlige Østerport

Deltagerne skal blandt andet høre om middelalderlige skelgrøfter og fiskegruber på Kongens Nytorv samt den middelalderlige Østerport, der ikke lå helt, hvor man havde forventet. Fra Gammel Strand fortælles om undersøgelserne af et væld af bolværker og affald, der bidrager til historien om udviklingen af Københavns havn og handel med nær og fjern.

På Rådhuspladsen udgravedes mange spændende fund, der spænder fra tidlige middelalderlige begravelser, over befæstning og portbygninger til en vandmølle fra starten af 1600-tallet, samt de meget fundrige jordlag der blev resultatet af opfyldningen af møllerenden mod 1600-tallets slutning.

Arkæologiske metoder

De mange forskningsprojekter, der – indtil videre – er udsprunget af Metro Cityringen-udgravningerne bliver kort præsenteret. Undervejs fortæller Camilla Haarby Hansen om de arkæologiske undersøgelsesmetoder og de mange andre typer af undersøgelser, der kommer arkæologerne til hjælp, når genstande og strukturer skal dateres og analyseres.

Foredraget krydres med et stort billedmateriale og enkelte anekdoter fra tilværelsen i felten i årene 2010-2014.

Publiceret 12 January 2019 00:00

SENESTE TV