Keramik og kaffe i skøn forening

Keramik og kaffe i skøn forening

En fusion af kaffe og keramik

Lokalt kafferisteri i tæt samarbejde med keramiker

Kaffemik I Hundested har Anders og Signe Marie Fruergaard åbnet et lille kafferisteri.

På privatadressen har de indrettet et lille anneks foran huset til kafferisteri. Så på Lynghøjvej 16 dufter der særlig meget af kaffe, flere gange om ugen, når Anders rister kaffe. Det er knap et år siden af risteriet stod klar og er nu at finde lokalt i Hundested på café Krill, Kik-forbi i Kikhavn, besøgsgården Tothaven og på Tinggården ved Frederiksværk.

Med på julemarked

Senest har Det lille Kafferisteri indgået et samarbejde med keramiker Mette Klahn om et unikt produkt: "En fusion af kaffe og keramik. Lige netop klar til at komme med på Grønnessegaard Gods årlige julemarked den 1.-2. december”, smiler Signe Marie Fruergaard fra Det lille Kafferisteri og fortsætter:

"Vi gav Mette det kreative benspænd, at keramikken skulle referere til vores lokale kafferisteri og vores fælles fokus på bæredygtighed".

Foreløbigt er der to produkter. Det ene er porcelænsjulepynt af tre dyr, som ikke traditionelt hænger på juletræet, men som fortæller om Hundested. Mette Klahn forklarer, hvad hun har tænkt:

"En hund, som ikke hentyder til navnet Hundested, men den er derimod en hund efter kaffe, så er der den kaffeplettede sælhund og isbjørnen Knud, der skal minde os om vores stærke vartegn".

”Det er også muligt at få helt traditionel julepynt med en engel, en gås og Bambi. Der er ikke en rød tråd, men til gengæld hænger de alle på en snor fra kaffesækkene", Siger Signe og fortsætter: ”Alle sammen vil kunne hænge smukt på en gavepose med vores julekaffe".

Fra pap til porcelæn

Også kaffesækkene går igen i det andet produkt. Mette Klahn har foreviget engangskopperne, hvorefter de er blevet forkælet med et varmebælte fra risteriets kaffesække:

”Jeg har syet kaffebælter til kopperne. Nogle vil foretrække den med eller uden bælte og det er op til køberne at beslutte hvor påklædte kopperne skal være”, siger Signe.

Det lille kafferisteri har åben alle onsdage kl. 16-18 og efter aftale. Her kan købes både kaffe og keramik.

Publiceret 29 November 2018 00:00

SENESTE TV