Udsnit af Wincklers gamle motiv af byen dengang

Udsnit af Wincklers gamle motiv af byen dengang

Frederiks Værk i årets julekalender

Julekalenderen i Palæets vinduer tager i år udgangspunkt i Johann Gottfried Wincklers prospekt over Frederiks Værk, som det så ud i 1773.

Kobberstikket er udført efter et forlæg af maleren C.A. Lorentzen, som hørte til blandt periodens kendteste og mest populære kunstnere. Mester Winckler derimod, var en lokal skikkelse. Han kom hertil fra Tyskland som ung svend og boede det meste af tiden i et ”Classen-typehus” i Strandgade 10. Han varetog mange forskellige arbejdsopgaver i det classenske fabrikssamfund.

Vigtigst var det at udforme og overvåge ciseleringen af de bronzekanoner, der blev støbt i Gjethuset. De skulle fremstå med perfekte udsmykninger, årstal og valgsprog, så de på bedste måde kunne eksponere den enevældige konge ude i verden. Man kan i dag se et par kanoner i nærområdet – dels foran Gjethuset, dels ved Arsenalets gavl. I et nutidigt sprog ville vi sige, at Mester Winckler var chef for fabrikkens tegnestue. Det var ham, der lavede skitser og forlæg til produkter, men derudover arbejdede han også med håndværksprægede opgaver som glarmester og stukkatør og forgylder, ligesom han drev en tegneskole for stedets børn og unge.

De 24 låger i kalenderen vil rumme hver sit udsnit fra Wincklers stik – med personer, huse, skibe, klokke, krudtprøvestang m.m. Udtrykket minder mest af alt om en tegneserie. Tilsammen gengiver de 24 låger en række små fortællinger om Frederiks Værk i 1770erne, mindre end ti år efter, at Classen tog fat på at realisere sit store projekt – drømmen om et fabrikssamfund på linje med Birmingham.

Jul i museumsbutikken

Julestemningen har indfundet sig i museumsbutikken i Palæet på Torvet. Der er rig anledning til at kigge indenfor og blive inspirere med udvalget af gammeldags julepynt, kalendergaver, værtindegaver og julegaver. Også udvalget af bøger om Knud Rasmussen eller med lokalhistorisk indhold er stort.

LÆS OGSÅ: TRAP DANMARK-BOG OM HALSNÆS

For kort tid siden udgav Trap Danmark det bind, der omhandler Halsnæs Kommune – en indsigtsfuld og rigt illustreret bog, der tager temperaturen på vores lille plet i den store verden. Bogen kunne være den perfekte mandelgave, hvis ikke den ligefrem lander under juletræet.

Publiceret 22 November 2018 00:00

SENESTE TV