Torsdag den 1. november har Støbeskeen premiere på Den Politiske Kandestøber

Torsdag den 1. november har Støbeskeen premiere på Den Politiske Kandestøber

Kandestøber i Støbeskeen

Premiere Støbeskeen i Frederiksværk åbner nu dørene for en god gammel klassiker.

Det er torsdag den 1. november kl. 19.30, at Støbeskeen har premiere på Ludwig Holbergs Den Politiske Kandestøber.

Den Politiske Kandestøber er Holbergs allerførste komedie fra 1722. Siden har den været opført utallige gange, fordi Holbergs komedier er evigt aktuelle og handler om, hvor latterligt vi mennesker kan opføre os.

Støbeskeen har tidligere med stor succes opført Den Stundeløse, som handler om stress. Den Politiske Kandestøber handler om bedrevidende pralhalse, som tror, de kan ordne hele verden! - Og hvem kender ikke sådan en eller to? Det handler selvfølgelig ikke om os selv, men om alle de andre!

"Vi har satset stort"

Formanden for Støbeskeen Pernille Prag fortæller, at de i år har satset på en professionel instruktør Henrik Hagensen.

"Som skuespiller siden halvfjerdserne har jeg arbejdet på flere danske teatre, mange af dem findes ikke mere såsom Boldhus Teatret, Artibus, Strøghus Teatret, Saltlageret, Focus Teatret, Vintapperteatret, Jørgen Blaksted Turneen, Gentofte Scenen, Ungdommens Teater, Hvidovre Teater, Tribunen, Det Danske Teater og Valmuen i Tivoli. Og nej, det er ikke mig, der er skyld i lukningerne! Også Folketeatret, Riddersalen, Vendsyssel Teater og Aalborg Teater har haft bud efter mig - og se, hvor godt det går for dem, efter jeg har været der" Fortæller Henrik Hagensen med et smil på læben.

"Jeg har desuden instrueret en hel masse amatørforestillinger, bl.a. “Frøken Nitouche” og “Mød mig på Cassiopeia” for Skansen i Hals. Jeg har boet i Spanien i 21 år, hvor jeg var tilknyttet det engelsksprogede teater, “Salon Varietes” i Fuengirola. Her spillede jeg dejlige roller og instruerede lystspil, drama og musicals på engelsk, men også fem danske amatørrevyer", udtaler Henrik Hagenssen,

"Det er en stor fornøjelse at samarbejde med mennesker, der arbejder af hjertens lyst, som ordet amatør betyder. Jeg lægger vægt på en god stemning og arbejdsglæde, samtidig med at vi forsøger at arbejde så professionelt som muligt for at nå vores fælles mål om at præsentere publikum for en dejlig forestilling", lyder det fra Henrik, hvortil formand Pernille Prag nikker genkendende til.

To fluer med et smæk

"Når nu vi investerer disse penge på en professionel instruktør, hvorfor så ikke gøre et større nummer ud af det? Vi ville bruge lejligheden til, at få nye kræfter i Støbeskeen. Måske ville både Holberg og Hagensen lokke nysgerrige ned til en audition. Om det var den ene eller den anden, ved jeg ikke, men vores audition var en succes", udtaler Pernille Prag.

Den Politiske Kandestøber spiller frem til lørdag den 15. december og det er udfra konceptet - 'betal alt på en gang' - det vil sige at entrebilletten er inclusive drikkevarer i pausen.

Publiceret 24 October 2018 00:00

SENESTE TV