Lokal pilgrimsvandring

Lørdag 2/6 kl. 9.30-16 Start: Ølsted Kirke Mål: Salem, Fr.værk For 11. gang afvikles en lokal fælleskirkelig Pilgrimsvandring. Denne gang fra Ølsted Kirke over Hvide Klint til Frikirken Salem, Frederiksværk. En vandring på ca 10 km med tid til stilhed, samtale og bøn. Undervejs bliver der kaffe- og frokostpause. Deltagerne må selv medbringe vand til undervejs, samt mad og drikke til frokosten. Mange har gennem årene deltaget i kortere eller længere pilgrimsvandringer både i udlandet og her hjemme. En af de mest kendte er vandringen i Nordspanien til Santiago de Campostella (Caminoen). Også gennem Danmark har der fra gammel tid været pilgrimsvandringer mod Santiago de Campostella. I Nordsjælland fra Helsingør over Hillerød til Roskilde, - og i Jylland ad Hærvejen. “Gennem vandring i naturen, gennem stilhed, bøn og samtale søger vi Gud, som har skabt alt, og giver livet kraft og mening. Vi gør det ikke for at opnå noget, men i taknemmelighed over at vi i troen på Jesus må leve i Guds nåde, barmhjertighed og kærlighed. Derfor vil vi undervejs holde stop med læsninger, lidt at tænke over, meditation og bøn.” Årets lokale pilgrimsvandring begynder i Ølsted Kirke kl. 9.30 med morgenandagt ved sognepræst Hans Henrik Nielsen. Fra Ølsted går turen mod Roskilde fjord og Hvide Klint og ad Bakkestien og Krudttårnsbakken til Frikirken Salem, Havnevej 15, Frederiksværk. Vandringen afsluttes med nadverandagt i Frikirken Salem fra cirka kl. 15.30 – 16. Det er Pilgrimsgruppen fra Frikirken Salem i Frederiksværk, der sammen med sognepræst Lise-Lotte Grønborg, Torup, og sognepræst Eva Berger, Melby, indbyder til pilgrimsvandringen. kil@lokalavisen.dk

Publiceret 20 May 2018 00:00

SENESTE TV